2022 var et dyrt år på mange måder, og det danske modeselskab Wood Wood har ikke undgået at blive ramt af vanvittige energipriser og buldrende inflation.
Faktisk har året 2022 været så præget af faldende forbrug, ustabilitet og en forringelse af varebeholdningens værdi, at selskabet kommer ud af sidste år med et underskud på 32 millioner kroner.
Til sammenligning lød underskuddet i 2021 på 2,7 millioner kroner.
Det viser årsregnskabet fra Carrington, der er Wood Woods moderselskab.
Tager konsekvensen og lukker butikker
For at undgå et lignende resultatet for 2023, skrev ledelsen i regnskabet, at man vil reducere detailfodaftrykket.
Eller sagt på lægmandssprog: Man vil lukke butikker.
"Med beslutningen om at reducere koncernens detailfodaftryk er vi i en mindre sårbar position over for fremtidig negativ forbrugeradfærd," skriver ledelsen i regnskabet.
Mads Lunøe, bestyrelsesmedlem i og medejer af Wood Wood, har tidligere fortalt, at selskabet har tænkt sig at reducere antallet af butikker "betragteligt", uden dog at komme med et specifikt antal.
I sidste uge sagde han dog til avisen Børsen, at selskabets udenlandske butikker ikke har været sat op på en fornuftig måde, men han siger ikke noget om, hvorvidt det er danske eller udenlandske butikker, der snart må dreje nøglen om.
Endnu et hårdt ramt selskab
2023 har været præget af meldinger fra erhvervslivet om lukninger på stribe. Årsagen er, som regel, at 2022 var et ekstraordinært svært år at drive virksomhed, ligesom mange selskaber også har haft et efterslæb fra coronapandemiens nedlukninger.
For nylig kom det for eksempel frem, at den populære bagelkæde, The Bagel Co, som har eksisteret i 23 år, er taget under konkursbehandling.