Dansk Erhverv styrkes yderligere med tilgangen af endnu en stærk profil. Det sker, når Jakob Ellemann-Jensen fra årsskiftet tiltræder som vicedirektør i Dansk Erhverv.
Her får han ansvaret for digitalisering og teknologi, det internationale område og for rådgivning, medier og finans samt forsvar og beredskab.
Det skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse.
Begejstret Mikkelsen
Hos Dansk Erhverv er adm. direktør Brian Mikkelsen begejstret for tilgangen af Jakob Ellemann-Jensen, der sker som led i ønsket om at styrke interessevaretagelse for danske virksomheder på afgørende dagsordener.
”Jakob kommer med kompetencer og erfaring fra øverste hylde. Dansk Erhverv er inde i en rivende udvikling, og der er ingen tvivl om, at Jakob med sit unikke kendskab til dansk politik, erfaring fra erhvervslivet og tilgang til verden vil bidrage til den udvikling og være med til at syrke vores fokus på digitalisering, det internationale arbejde, rådgivning og forsvar og de andre områder, han skal stå i spidsen for. Jeg glæder mig enormt meget til at få Jakob med på holdet,” siger Brian Mikkelsen.
Hovedpersonen glæder sig
Jakob Ellemann-Jensen kommer til Dansk Erhverv efter senest at have fungeret som Venstres partiformand, vicestatsminister og økonomiminister indtil oktober sidste år. Han glæder sig til at indlede et nyt arbejdsmæssigt kapitel med tiltrædelsen hos Dansk Erhverv.
”Dansk Erhverv er en vigtig og vægtig stemme, som indtager en central rolle i den samfundspolitiske debat. Jeg glæder mig voldsomt til at bidrage fra en ny vinkel med at sikre danske virksomheder de bedst mulige vilkår, for at skabe vækst og global handel i en ny geopolitisk verdensorden,” siger han:
“Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med mine nye kolleger. Jeg kender mange af dem i forvejen som både dygtige og professionelle mennesker, og det har været vigtigt for mig, da jeg takkede ja til jobbet.”
Udover posten som formand for Venstre og økonomiminister har Jakob Ellemann-Jensen også været bl.a. forsvarsminister samt miljø- og fødevareminister. Han blev valgt til Folketinget ved folketingsvalget i 2011.
Den civile karriere har budt på ledende stillinger hos IBM og GN Store Nord.