Bjarne Corydon får hårde ord med på vejen af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Foto: Steen Brogaard
Bjarne Corydon får hårde ord med på vejen af Fagbevægelsens Hovedorganisation. Foto: Steen Brogaard

Kære Corydon: Hvorfor så vred på fagbevægelsen?

Erhvervsliv

07/06/2022 12:41

J. Bøgen

Forkvinden for Fagbevægelses Hovedorganisation, Lizette Risgaard, langer hårdt ud efter chefredaktøren på Børsen, den tidligere finansminister Bjarne Corydon

Følgende er skrevet af forkvinden for Fagbevægelses Hovedorganisation (FH), Lizette Risgaard, og udsendt i en pressemeddelelse fra FH d. 7. juni 2022:

I avisen 30/5 langer Bjarne Corydon ud efter fagbevægelsen: Vores inkompetence er den største trussel mod den danske model. Kritikken er ligeså forudsigelig som Børsens Pleasure-tillæg.

I forrige uge fremlagde FH en plan for, hvordan vi kan investere i vores samfund, uden at det er på bekostning af sunde offentlige finanser. Men for Corydon er 2030-planen et symbol på, at vi har glemt middelklassen.

Står det til Corydon, er den eneste redning for fagbevægelsen, at vi relancerer os selv som en discountforening, der ikke mener noget om samfundet.

Står det til Børsen, er retten til at ytre sig om politik forbeholdt erhvervslivet. For jeg har aldrig hørt kritik, når DI eller Dansk Erhverv har fremlagt kavalkader af forslag til skattelettelser.

Kære Bjarne. Hvis ikke det var for fagbevægelsens visioner, havde vi aldrig haft det velfærdssamfund OG det arbejdsmarked, vi har i dag. Sammen med erhvervslivet og politikerne har vi skabt den danske model. Hvis vi havde set passivt til, havde vores samfund været langt mere ulige og individuelt. Skønt for en Børsen-leder, men skidt for almindelige borgere.

Børsen har ret så langt, at den danske model er udfordret. Vi skal have genoprettet organiseringen. Og vi er vores ansvar bevidst – både om fortiden og om fremtiden. Derfor var det også temaet på Lønmodtagernes Topmøde i forrige uge. Vi fremlagde de barske tal og en plan for at skabe bedre rammevilkår.

Læs FH’s udspil Corydon

Det læser Corydon som ”vennetjenester”. Om det er udtryk for inkompetence skal jeg ikke kunne sige.  Men det vidner om, at man ikke har gjort sig den umage at læse vores udspil, men i stedet hænger fast i gammel retorik. Så hermed en invitation til en kop kaffe, hvor vi kan uddybe vores budskaber.

Vi er ikke blinde for vores egne fejl og udfordringer. Og vi er klar på at tage ansvaret på os. Men vi finder os heller ikke i de uberettigede tæsk, der gang på gang kommer fra aviser, der lever og ånder for skattelettelser.

Hvis Corydon virkelig bekymrer sig om den danske model, så er det på tide at anerkende de over 1,5 millioner lønmodtagere, der tager ansvar i en overenskomstbærende fagforening.

Ved forhandlingsbordet. Ude på arbejdspladserne. Medlemmer som understøtter de overenskomster, der stadig dækker 84 procent af arbejdsmarkedet. Overenskomster, som sikrer ordnede forhold for danske virksomheder OG lønmodtagere.

Kære Bjarne. Kom ind i kampen, anerkend fagbevægelsen og læg fordommene på hylden.

Du kan læse FH's udspil via linket her.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.