Foto: Nyamu1, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons
Foto: Nyamu1, CC BY-SA 4.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0>, via Wikimedia Commons

Lauritz.com begæret konkurs

Erhvervsliv

11/07/2023 09:08

J. Bøgen

Det er selskabet selv, der har indgivet begæringen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De har prøvet at finde en løsning lige til det sidste, men nu smider de håndklædet i ringen: Lauritz.com indgiver konkursbegæring.

Det skriver auktionshuset selv i en selskabsmeddelelse.

Det er selskabet selv, der har indgivet begæringen, da det øjensynligt ikke har været muligt at finde en brugbar løsning under rekonstruktionen af det kriseramte auktionshus.

Ledelsen har ellers de sidste uger arbejdet på en rekonstruktion for at redde selskabet, der skylder store millionbeløb og blandt andet også meldte ud, at de ville afskedige hver tredje medarbejder.

Af selskabsmeddelelsen fremgår det også, at fem datterselskaber desuden er begæret konkurs.

Henrik Selchau Poulsen er udpeget som skifterettens kurator. Han vil fortsat arbejde for at finde købere, så auktionshuset kan fortsætte driften.

Skylder mere end 50 mio. kroner til kunder

Samlet set skylder Lauritz.com kunderne omkring 50,5 millioner kroner for varer, som auktionshuset har solgt, men som sælgerne altså ikke har fået pengene for endnu - og det er ikke nødvendigvis småbeløb, kunderne savner.

TV 2 Nord har talt med en af de kunder, der i januar satte en række ting til salg via auktionshuset, og han har stadig ikke fået sine penge - selvom tingene blev solgt for samlet 33.600 kroner.

I alt skylder Aalborg-afdelingen af Lauritz.com sine kunder knap otte millioner kroner, men så længe rekonstruktionen er i gang, kan kunderne altså ikke få deres penge.

For et par uger siden oplyste auktionshuset også, at man ville nedbringe de samlede personaleomkostninger med omkring 30 procent i et forsøg på at redde virksomheden. Det betyder, at antallet af medarbejdere bliver reduceret fra 120 til 80, så der er altså 40 medarbejdere, der må ud og lede efter et nyt job.

Lauritz.com blev stiftet i 1999 og har siden udbygget konceptet til at have 24 auktionshuse i Danmark, Sverige, Belgien og Tyskland.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.