Danmark har mistet 3.752 forretninger fra 2012 til 2022. Kun få kommuner har oplevet vækst i antallet af forretninger, mens langt de fleste har set en markant nedgang, fremgår det af en analyse fra SMVdanmark.
Det er især inden for tøj og elektronik, at detailhandlen har været hårdt ramt af udviklingen. Ifølge seniorøkonom Thomas Gress fra SMVdanmark skyldes tilbagegangen primært ændrede forbrugsmønstre og den stigende internethandel.
"Små forretninger og virksomheder har historisk set svære vilkår, og udviklingen skyldes i høj grad ændrede forbrugsmønstre. Internethandlen udgør nu en væsentlig del af danskernes indkøb, hvilket udfordrer de fysiske forretninger og det lokale byliv," siger Thomas Gress.
Tilbagegang i hele landet
Både store og små kommuner mærker, at forretninger lukker. Kun Hvidovre, Stevns, Ikast-Brande, Albertslund og Lejre har oplevet en vækst i antallet af forretninger.
Kommunerne København, Aarhus og Aalborg har haft den største tilbagegang målt på antal forretninger, mens Ishøj, Billund og Rebild er blandt de hårdest ramte målt pr. 1.000 indbyggere.
Ifølge Thomas Gress er detailhandlen i mindre byer særligt sårbar, da mange danskere flytter fra provinsen til storbyerne.
"Når folk flytter væk fra mindre byer, falder forretningernes kundegrundlag. Det gør det sværere at drive en virksomhed, og flere forretninger må lukke. Færre forretninger og mindre byliv kan så være en medvirkende årsag til, at flere søger mod de større byer, og så risikerer småbyerne at havne i en negativ spiral," siger Thomas Gress.
Specialbutikker kan være vejen frem
Fysiske forretninger har svært ved at konkurrere på pris og bekvemmelighed mod internethandlen. Ifølge Thomas Gress bør de i stedet fokusere på at tilbyde kunderne en unik oplevelse, som ikke kan opnås online.
"Fysiske forretningers styrke ligger i den fysiske oplevelse. At kunne smage, dufte og røre ved varerne samt tage dem med hjem med det samme – det er noget, nettet ikke kan matche, og det er her, detailhandlen kan levere en overlegen handelsoplevelse," siger Thomas Gress.
Han understreger dog, at forbrugerne også har et ansvar for at handle lokalt, hvis de vil bevare deres forretninger.
"Selvom det er nemt og bekvemt at handle på internettet, så er mange forbrugere stadig glade for de fysiske butikker. Derfor skal danskerne blive bedre til at bruge flere penge, hvis de ønsker, at forretninger skal overleve. Især i de små byer,” siger Thomas Gress.
Procentvis ændring i antallet af detailhandelsvirksomheder i Danmark, 2012-2022

Kort: SMVDanmark