Direktøren for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen, har sendt Lederskabs-stafetten videre til mig med spørgsmålet: Hvordan ser det nye velfærdsledelsesparadigme ud fra en kommunal leders stol?
Set i lyset af den udvikling kommunerne undergår i øjeblikket, er det et meget relevant spørgsmål at stille.
Efter min mening skal vi turde skabe de forandringer, der skal til, for at sikre, at borgerne får de rigtige tilbud. Det betyder samtidig, at vi skal turde nedlægge det, der ikke virker, og etablere nye initiativer, afprøve nye metoder og følge op på effekterne. Vi skal turde forlade det kendte og i stedet basere vores løsninger på den forskning, der findes, samtidig med at vi tager afsæt i den praksisviden, som viser, hvad der virker andre steder.
Jeg vil med udgangspunkt i Esbjerg Kommunes nye ”Paradigmeskifte version 2.0 – næste skridt i indsatsen overfor udsatte børn og unge” forsøge at illustrere, hvordan vi helt konkret har arbejdet med denne udvikling.
Den brændende platform
Baggrunden for Esbjerg Kommunes nuværende status på området rækker tilbage til 2011, hvor en pædofilisag, der blev kendt som Esbjerg-sagen, kom til offentlighedens kendskab. Den daværende socialminister Karen Hækkerup sendte et eksperthold fra Ankestyrelsen til Esbjerg Kommune for at lave en enkeltkommuneundersøgelse i vores Familierådgivning. Desværre viste undersøgelsen, at der var fejl i alt for mange sager, og vi indledte et samarbejde med Task Forcen om en udviklingsplan for 2012–2014, hvor formålet var at få genopbygget såvel Myndighed som tilbudsviften til udsatte børn og unge.
Udviklingsplanen blev iværksat og fulgt tæt af det daværende Børn & Familieudvalg, og der var stort politisk fokus og opbakning. Der blev blandt andet givet en opnormering til rådgivere og ledelse, sikret opkvalificering af rådgivernes kernekompetencer, sat ind med ledelsestilsyn, etableret flere tilbud og iværksat langt flere foranstaltninger af såvel frivillig som tvangsmæssig karakter. Men der kom underretninger som aldrig før, antallet af anbringelserne steg, og presset på familierådgivningen, de udsatte familier og økonomien voksede fortsat, uden at vi reelt vidste, om indsatsen gav de udsatte børn, unge og familier et bedre liv.
Næste skridt i indsatsen
Udfordringen stod bøjet i neon. Vi skulle forene den faglige kvalitet med en bæredygtig økonomi, og det stod hurtigt klart, at vi skulle finde en helt ny vej. Arbejdet, som vi havde indledt i samarbejde med Task Forcen, skulle fortsættes, men stadig med en ny kurs. Derfor besluttede vi at iværksætte et paradigmeskifte, hvor kernen er følgende:
Sagsbehandlingen af udsatte børn og unge tager afsæt i, at støtte tænkes ind i hjemmet med inddragelse af barnet/ den unge, forældre, netværk og andre ressourcer omkring barnet. Der tilstræbes sammenhængende løsninger, hvor barnets/ den unges skole- eller dagtilbud forpligtes i et tæt samarbejde.
Lederskabshøringen
Med Lederskabshøringen vil DenOffentlige.dk skabe rammerne for en reformation. Vi vil forene vores læsere - fra den menige borger til den offentligt ansatte og de ledere, der har ansvaret - om en ny konstruktiv retning.
Se tidligere indlæg af bl.a. Preben Melander, Jens Christian Birch og Torben Beck Jørgensen her.
Det kan lyde nemt, men det er utrolig kompliceret. Vi har sat to år af til implementeringen, og vi er stadig i det første år. Gennemførelsen af paradigmeskiftet forudsætter en kulturomstilling, som hjælpes på vej af en række skærpede sagsbehandlingsprocedurer og et nyt foranstaltningsgrundlag. Vi har hentet inspiration fra den svenske kommune Borås, der er foregangskommune for modellen bag paradigmeskiftet, men har tilpasset den til vores danske kontekst.
Med Paradigmeskifte version 2.0 tager udredninger og indsatser over for udsatte børn og unge i Esbjerg afsæt i fire overordnede temaer:
1. Anbringelse er altid sidste alternativ
Der vil altid være børn, der har behov for at være anbragt og nogle også barndommen ud. Men der skal være fokus på alternativet, før en anbringelse bliver løsningen.
2. Langsigtede barndomsforløb og gradvis nedtrapning
Der skal altid være støtte i hjemmet sideløbende med en anbringelse, så hjemmet og forældrene klædes på til modtagelse af barnet/den unge efter hjemgivelse. Børnene og de unge skal inddrages aktivt i den støtte, de bliver tilbudt, og de skal altid kunne få en kort og præcis forklaring på, hvorfor en given foranstaltning er etableret, og hvad der skal til, for at den stopper, eller hvad planen er efter endt foranstaltning.
3. Skoletilbud er ALTID en del af indsatsen
At gennemføre en uddannelse er for udsatte børn og unge blandt de mest effektive midler til at reducere problemer og omkostninger senere i livet. Derfor skal Skole og Familierådgivningen forpligtes i et samarbejde om at finde en løsning, der understøtter gennemførelse af undervisning og eksaminer. Dagtilbud indtænkes på tilsvarende vis som en del af støtten for yngre børn.
4. Sammenhæng og samspil
Udsatte børn og unge skal modtage en sammenhængende og koordineret indsats i samspil med alle relevante parter i almen- og specialområdet og i lokalmiljøet. Derved sikres tidlig forebyggelse og inklusion i barndommens universer. Det handler både om dagtilbud, skole, foreningslivet m.v.
Beslutningen har medført en radikal ændring af vores tilbudsvifte, fordi vi skal have tilbud, der kan understøtte i hjemmet og tilpasses de enkelte familier. Samtidig har vi lukket nogle døgntilbud og ændret på andre, hvilket naturligt har skabt usikkerhed blandt personalet.
Men vores vigtigste fokus er at sikre, at vi har de tilbud og indsatser, der virker, og såfremt det kræver, at noget tilpasses, lukkes eller etableres, så er der en politisk vilje til at gennemføre de nødvendige forandringer. Herudover har vi forpligtet vores forvaltning på et tværfagligt samarbejde, og det er aldrig i Familierådgivningen, at ansvaret alene ligger. At finde den rigtige løsning er en fælles opgave, og ingen kan fralægge sig ansvaret.
I Børn & Familieudvalget følger vi op på de politiske beslutninger ved hver måned at modtage en fast skriftlig afrapportering, der giver et signal om, hvorvidt vi er på rette vej. Ikke et digert værk med megen prosa, men konkrete måltal, der viser, om vi holder den retning, vi har udpeget med paradigmeskiftet. Hvis det skal lykkes os reelt at få implementeret de beslutninger, der er truffet, ændre vores mindset og kultur kræver det et vedvarende pres og et konstant fokus på den kurs, der er sat.
Stafetten går til:
Jeg vil gerne give stafetten videre til forsker Karin Kildedal:
Hvilke kvalifikationer hos de ansatte vil være nødvendige for at kunne løse opgaven med børn i komplicerede og udsatte positioner, når kommunerne satser på hjemmebaserede løsninger inspireret af den svenske model?
