Det er Putins "blodige, åndssvage krig", der får diplomaten til at sige stop. Foto: Shutterstock
Det er Putins "blodige, åndssvage krig", der får diplomaten til at sige stop. Foto: Shutterstock

"Aldrig har jeg skammet mig så meget over mit land": Russisk FN-diplomat siger op efter 20 år

Europa

24/05/2022 19:40

J. Bøgen

Boris Bondarev har tyve års erfaring i russisk udenrigspolitik. Men den forhenværende diplomat har aldrig skammet sig så meget som nu.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En jobopsigelse får sjældent hele verdens opmærksomhed. Men falder den fra en russisk diplomat, er sagen en anden.

Især hvis forklaringen indeholder en tordnende kritik mod landets regering og krigsførelse i Ukraine.

Således florerer en opsigelse fra den nu tidligere russiske diplomat Boris Bondarev på sociale medier.

Her forklarer han sin beslutning som en protest mod den "blodige, åndssvage krig" udløst af landets præsident, Vladimir Putin.

"I min tyve år lange diplomatiske karriere har jeg set forskellige retninger i vores udenrigspolitik, men aldrig har jeg skammet mig så meget over mit land," skriver han ifølge TV2.

Ofrer liv for ”pompøse, smagløse paladser”

Opsigelsen faldt mandag, og indtil da arbejdede Boris Bondarev ved den russiske delegation ved FN i Genève.

I brevet sender den nu forhenværende diplomat utvetydigt skyts mod beslutningstagerne i Kreml.

Han skriver, at de kun er interesserede i at bo i "pompøse, smagløse paladser", sejle i yachts og nyde deres ubegrænsede magt og straffrihed.

"De er villige til at ofre så mange liv, det kræver. Tusinder af ukrainere og russere har allerede mistet livet på grund af det," skriver han.

Derudover nævner Bondarev landets udenrigsminister, Sergej Lavrov, ved navn, og skriver, at han er et eksempel på forråelsen i russisk politik.

Ifølge Bondarev har ministeren gennem sine 18 år i spidsen for russisk udenrigspolitik udviklet sig fra et være en veluddannet og højt respekteret politiker til en person, der "konstant spreder konfliktfyldte udtalelser og truer verden".

Det var da også Sergej Lavrov, der i april advarede om Tredje Verdenskrig og flere gange gennem krigen har talt om risiko for atomvåben.

"I dag drejer udenrigsministeriet sig ikke om diplomati. Det handler kun om krigsførsel, løgn og had," skriver Bondarev i sit brev.

Bekymret for sin sikkerhed

I et interview til BBC fortæller Bondarev, at han ikke er i tvivl om, at Rusland nu vil se ham som en forræder.

"Jeg tror selvfølgelig, jeg skal være bekymret for min sikkerhed nu," siger han til mediet.

Og tirsdag afføder opsigelsen da også en reaktion fra den russiske regering.

"Her (i Kreml, red.) kan vi kun sige, at hr. Bondarev ikke længere er med os, men imod os," siger Kreml-talsmand Dmitrij Peskov til CNN.

Ifølge Peskov er der ikke meget opbakning til den nu tidligere diplomats synspunkter:

"Han fordømmer Ruslands handlinger, og handlingerne foretaget af det russiske lederskab er støttet af næsten hele befolkningen i vores land," siger Dmitrij Peskov.

Rusland indførte efter invasionen af Ukraine en ny lov, der straffer folk, der "spreder falske informationer om Ruslands væbnede styrker".

Hvis man kalder krigen i Ukraine for en krig, og ikke en speciel militær operation, er det eksempelvis brud på loven og kan straffes med op til 15 års fængsel.

En synkende skude?

Bondarevs exit kommer et par uger efter, at Rusland også blev ramt af en usædvanlig bølge af opsigelser blandt guvernører i forskellige regioner landet over.

Ifølge nyhedsmediet dpa meddelte fem guvernører i løbet af blot fem timer 10. maj, at de enten trak sig eller ikke agtede at genopstille.

Blandt guvernørernes officielle forklaringer lød det, at de trak sig på grund af deres alder, eller fordi de havde siddet længe på deres poster. Men det fik analytikere til at spekulere i, om russiske politikere begyndte at ”forlade skibet”, inden det sank.

Ingen dominoeffekt på vej

Spørgsmålet er nu, om Bondarovs opsigelse også vil starte en bølge i det russiske embedsapparat.

Selv tror han dog ikke på det. For ifølge Bondarov bakker de fleste af hans nu tidligere kolleger i Udenrigsministeriet endnu op om den russiske ”specielle militære operation”.

"De er mindre tilfredse end tidligere, fordi vi står over for nogle problemer, især økonomisk. Men jeg ser ikke for mig, at der er mange af dem, der vil angre og ændre deres opfattelse," siger han til BBC.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.