90 procent af de hjemløse, der opholder sig på§110 institutionerne, har et ønske om at komme i egen bolig, viser ny rapport fra SFI. Nu må det derfor være på tide at inddrage de hjemløse i byggeri og skabelse af egne boliger, lyder det fra projekt UDENFOR, der netop arbejder på et byggeprojekt med fokus på inddragelse af hjemløse
En helt ny undersøgelse blandt brugerne på § 110 boformerne, udarbejdet af SFI, viser, at langt de fleste hjemløse har et ønske om at bo i egen bolig. Hele 90 procent af de adspurgte brugere i undersøgelsen svarer ja til gerne at ville i egen bolig - et tal som kommer helt op på 97 procent, hvis man ser isoleret på de adspurgte unge hjemløse.
Læs også: Hjemløse vil gerne have en bolig
I projekt UDENFOR er direktør Ninna Hoegh ikke overrasket over, at så mange, af især de unge hjemløse, udtrykker ønske om at bo i egen bolig. Af denne grund har hun et godt stykke tid været i fuld gang med at søge støtte og samarbejdspartnere til et nyt projekt, der skal inddrage særligt de unge hjemløse i byggeriet og organiseringen af deres egen bolig.
”Vender man blikket ud i verden, ser man, at hjemløse inddrages som en aktiv ressource i opførelsen af egne boliger. Det arbejder vi i projekt UDENFOR på højtryk på at lade os inspirere af i udviklingen af et nyt projekt, som dog endnu er i sin spæde start,” lyder det fra direktør i hjemløseorganisationen projekt UDENFOR, Ninna Hoegh. Hun understreger, at det blot er et spørgsmål om at turde, da der ingen tvivl er om, at de hjemløse sagtens kan og vil.
Af de adspurgte i undersøgelsen fremgår det, at lige over halvdelen, 60 procent, ikke modtog social støtte, sidste gang de boede i egen bolig. Endvidere fremgår det, at udsættelser, i langt større omfang end vi hidtil har været klar over, er vejen ud i hjemløshed. Således svarer 68 procent, at de har været udsat en eller flere gange, mens 40 procent svarer, at de ikke har kunnet betale huslejen.
I projekt UDENFOR påpeger direktør Ninna Hoegh, at flere rapporter, evalueringer og beretninger vedrørende blandt andet hjemløsestrategien og hjemløseindsatsen netop har pointeret, at der er problemer med udbuddet af boliger, som hjemløse kan betale og at Housing First tilgangen ikke er blevet implementeret i tilstrækkelig grad ude i kommunerne.
”Mange hjemløse er præget af psykisk sygdom og, eller, misbrug, som vi også ser i undersøgelsen. Og når de ikke får tilstrækkelig hjælp og støtte til for eksempel at betale husleje og øvrige regninger, få gjort rent og handlet ind, så giver mange op. Noget helt andet er, at huslejen i langt de fleste boliger er så høj, at den ofte ikke er til at betale for denne gruppe af mennesker. Derfor overrasker det mig ikke, at huslejen i flere tilfælde så heller ikke bliver betalt,” lyder det fra Ninna Hoegh.
Hun mener, at løsningen er at opføre flere billige boliger med fokus på medinddragelse og støtte af den enkelte. Derfor glæder Ninna Hoegh sig også over, at Københavns Kommune nu tager et skridt i den rigtige retning ved endelig at sætte skub i de billige boliger.
”Det er rigtig glædeligt at notere sig, at Københavns Kommune har indgået en partnerskabsaftale med KAB om at opføre nye billige boliger i Københavns sydhavnskvarter. I projekt UDENFOR ser vi meget frem til en masse nye boliger, som hjemløse, også unge i højrisiko for at ende i hjemløshed, kan betale,” afslutter Ninna Hoegh.
Tilmeld nyhedsbrev
Tak for din tilmelding.