Om Tag faget tilbage
Tag faget tilbage er et initiativ, der har til formål at skabe debat om og arbejde imod det stigende bureaukrati i sundhedssektoren.
Initiativet er startet af praktiserende læge Peter Wied og har i løbet af kort tid samlet opbakning fra en stor gruppe sundhedsfaglige personer på tværs af faggrupper og sektorer via facebook-gruppen Tag faget tilbage.
Bevægelsen har også vakt interesse hos andre faggrupper uden for sundhedsområdet, og der er oprettet tilsvarende facebook-grupper for disse som led i en samlet bevægelse mod det udbredte offentlige bureaukrati.
Af Rose Larsen, folkeskolelærer
Hvis folkeskolen var et skib, kunne situationen beskrives som følger.
Skibet blev bordet. Mandskabet blev kølhalet og efterladt i åben sø uden basale fornødenheder. Om det var af pirater hyret af rederiet selv, eller om piraterne havde narret/tvunget sig adgang gennem rederiet, blev aldrig rigtig klart. Passagerer blev efterladt på en øde ø og måtte i en måned klare sig, som de kunne bedst.
Imens mandskab og passagerer således var sat ud af spil, gik skrivebordsfolket og deres galionsfigur i gang med planen for et nyt superskib. De ignorerede alt hvad søfolk, skibsbyggere og andre specialister i sødygtighed havde af forslag.
I rederiet sad der også folk, som vidste, at det der foregik var i modstrid med al søfartslov og almindelig sund fornuft (og kun en tåbe frygter ikke havet), men de tav eller læste op fra skrivebordsmanualer, for ”den der ikke er med os, er imod os,” sagde rederen, ”og de kan gå planken ud.” Og ingen ønskede at få våde laksko.
Da måneden var gået søsatte de skibet med pomp og pragt. Blitzlys og smadrede flasker og galionsfiguren pudset til lejligheden. Nu skulle det således ligge ved kaj og kunne beskues, det hidtil mest ambitiøse skib sagde rederiet – søfolk rystede på hovederne – kølen ligger forkert og vægtfordelingen med det enorme styrhus gør det uegnet til åben sø, mente de.
Mandskabet blev samlet op af det gamle skib og omgående sat til at sejle skib og servicere passagerer. Begge grupper havde overlevet måneden, men var selvsagt ikke i samme form som før.
Mens mandskabet udhungret og forulempet gik i gang med at skabe tryghed for passagererne og få skibet på ret kurs, kunne/skulle de læse på manualen til det nye skib – de rystede på hovederne – de undrede sig, for kursen, rederiet ville have de skulle sejle, var risikabel, lasten de skulle have med unødvendig.
De fik fortalt, at de selvfølgelig måtte hænge noget længere i masterne men at det var nødvendigt, for det nye skib var designet til kapsejlads.
”Jo, men ikke alle vores passagerer egner sig til kapsejlads,” sagde mandskabet.
Det bliver et bedre skib sagde rederen. Og så fik de fortalt, at de skulle være synlige på dæk, når de ikke hang i masterne, de kunne jo binde knuder.
”Jo, men der er jo ikke altid nogen knuder at binde, faktisk er der slet ikke plads til os alle på dækket og i øvrigt binder vi bedre knuder, hvis vi hviler os lidt efter timer i masten.”
”Fordi jeg synes,” sagde rederen. Og så fik de fortalt, at de skulle holde noget længere på passagererne.
”Jo, men mange af vores passagerer har jo ting de skal på land eller folk, de skal være sammen med, mange af dem bliver også søsyge på lange sejladser.”
Ingen sagde noget og mandskabet spurgte, ”hvorfor skal vi sejle kapsejlads? Vi troede det handlede om at komme sikkert frem?”
Rederiet svarede som før, at det handlede om at komme først og være størst. ”Og bare rolig, der er redningsbåde nok til alle førsteklassepassagerene!”
Om Rose Larsen
Jeg er lærer i folkeskolen, og har undervist på samme skole i snart 12 år. Jeg er engageret i mit arbejde - forstået som den arbejdsplads der hedder folkeskolen, en skole hvor alle danske børn skal udvikles til begejstrede, engagerede og livsdygtige individer. Jeg er optaget af den enkelte elev og mine fag. Grundlæggende ser jeg det som min vigtigste opgave, at hjælpe mine elever til at blive ordenlige mennesker, der får mest muligt ud af livet, og lærer at stå ved deres handlinger.
Efter lockouten, ophævelsen af arbejdstidsaftalen og reformen står jeg tilbage med en dyb mistillid til systemet - men hvad værre er - til de personer, der skal forestille at skabe rammerne hvorunder vi alle skal kunne være og udvikle os.
