EU siger det selv. Der er over 100 millioner EU-borgere, som lever i risiko for fattigdom. 650.000 af dem er danskere. Det er folkepensionister, kontanthjælpsmodtagere, små selvstændige og studerende. 125.000 er børn, som vokser op i fattige familier.
Fattigdom og frihed
EU bygger på fri bevægelighed af arbejdskraft, varer, tjenesteydelser og kapital. Det skaber konkurrence, stordrift, specialisering og investeringer, men det presser også lønninger og skaber social dumping og sociale vanskeligheder. Det ved man godt i EU, som i mange år har arbejdet med bekæmpelse af fattigdom. Senest i 2020-strategien, hvor målet er 20 millioner færre fattige EU-borgere. Antallet i Danmark skal ned med 130.000.
Man skulle tro, den danske regering er positiv, vi er jo imod fattigdom. Men nej. VK-regeringen bekæmpede målet med næb og kløer og fik indført en ny målestok, så Danmark ikke skal nedbringe antallet med 130.000, men kun med 22.000.
Efterfølgende har S-R-SF-regeringen anerkendt en ny dansk grænse for fattigdom og - vupti - er antallet af danskere, som lever under grænsen ikke længere 650.000 men kun 42.200. Der er ikke 125.000 børn, men kun 10.700. Der er ikke længere over 100.000 fattige folkepensionister, men kun 3.500. Selv denne meget lave grænse var der ikke enighed om i Folketinget. Det var rød mod blå blok. LA, V,K og DF vil ikke have en bundgrænse.
Fattigdom, stress og usikkerhed
Talgymnastikken ændrer ikke livet for mennesker der lever over eller under grænserne. Vi ser, hvad sker der, hvis man bliver syg, arbejdsløs eller får et barn med handicap. Får vi et bedre og tryggere liv eller det modsatte? Aktuelle målinger viser stigende stress som rammer bredt men mest blandt kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, syge, arbejdsløse og folkepensionister. I nævnte rækkefølge. Det som stresser os mest er ikke arbejde. Det, som stresser os mest, er økonomisk usikkerhed. Jo mere usikkerhed, desto mere stress. Det kan være svært at forstå for den, der har et krævende arbejde. Hvad kan stresse en arbejdsløs?
Mona blev skilt, syg og arbejdsløs og lever af kontanthjælp 8.480 kr. og boligsikring 985 kr. Hun har to hjemmeboende børn på 18 og 20 år, som får kr. 2.900 i SU og hver betaler 1.300 til fælles udgifter, resten går til bøger, transport, tøj mv. Monas faste månedlige udgifter er husleje, 8.631 kr., el 450 kr., renter 310 kr., licens 203 kr., mobil 80 kr., internet 316 kr., samt 1.467 kr. til a-kassen for at bevare retten til efterløn. Mona får i alt kr. 12.065 og har 11.172 kr. i faste udgifter. Resten, 893 kr. skal dække udgifter til mad, tranport, tøj, medicin, gaver, opskrivning til mindre bolig. Det, som stresser, er den daglige kamp for at overleve og støtte børnene, frygten for sygdom, ydmygelsen i jobcentret, som kræver kurser i at skrive CV og ansøgninger, aktivering og praktik, men ikke har arbejde.
Mona lever under EU’s risiko-for-fattigdom-grænse, men er over den danske og hører ikke til de grupper, som den danske regering vil gøre noget særligt for.
Danmark og EU mod fattigdom
Regeringens sociale 2020-mål handler om at nedbringe antallet af særligt udsatte og anbragte børn og unge, misbrugere, hjemløse, prostituerede mv. Mona og hendes børn er ingen af delene. Sammen med den ny danske fattigdomsgrænse, er der skabt grundlag for at gøre noget for de mest socialt udsatte. Der er ingen sikkerhed, men der er kommet en politisk erkendelse af at bunden er nået. Rigtig godt.
EU har opsat sociale indikatorer og besluttet at følge udviklingen i arbejdsløshed, antallet af unge uden job og uddannelse, husholdningernes disponible indkomst, antal folk i risiko for fattigdom og uligheden i indkomst. Initiativet er ikke kommet fra den danske regering, men efter pres fra europæiske fagforbund og NGO’er og er siden accepteret af EU’s Ministerråd.
Det ser ud som om EU er mere fremme i skoene når det gælder kampen mod fattigdom. EU interesser sig for alle, som risikerer et liv i fattigdom. Men kan det virkelig passe? Det billede, vi får i debatter om børnecheck og dagpenge er jo, at problemerne med dansk velfærd skabes af fattige fra østlandene som kommer for at få del i det danske tagselvbord. Billedet er forkert.
Realiteten er, at den usikkerhed, som opleves af mange danskere er velbegrundet, men den skyldes ikke fremmedes misbrug af dansk velfærd. Den skyldes at dansk velfærd er blevet markant ringere i de år vi har været i EU. Folkepensionen, som engang gav tryghed i alderdommen, er nu under EU’s grænse for fattigdom. Dagpenge til syge og arbejdsløse, hvor målet var 80 % af lønnen, er i dag meget tidsbegrænsede og under 50 % for de fleste faggrupper. Antallet af unge fattige og hjemløse stiger. Ydelserne reguleres ned med 6 % frem til 2023. Alle uden arbejde og private forsikringer er stadigt mere fattige. Der er god grund til at være utryg. Men også til at se på hvad der faktisk sker. Den negative udvikling af dansk velfærd er ikke besluttet i EU. Den er besluttet af det danske folketing.
EU-valget
Vi har valg til Europa-Parlamentet den 25. maj. Her oplever vi igen kandidater, som vil forsvare dansk velfærd med særordninger, der overtræder grundloven i EU om fri bevægelighed. De må da vide, det ikke kan lade sig gøre og at det ikke gavner, men skader dansk velfærd og forringer danske lønvilkår. Danmark kan ikke skabe velfærd alene og kun for danskere.
Et socialt Europa
De løsninger, som virker mere realistiske, er både og: Både nationale og EU. Det er ikke nemt. Især ikke hvis man siger, at EU ikke skal blande sig i sociale forhold, gerne må koordinere, men ikke træffe beslutninger. Det er jo egentlig mærkeligt, når man tænker over det. EU udsteder forordninger om alt fra køleskabe til biler og agurker for at sikre varernes fri bevægelighed og EU-Domstolen omstøder nationale love, som hindrer arbejdskraftens fri bevægelighed. Hvorfor så lige være modstander, når det handler om at skabe gode og trygge sociale vilkår?
Minimumsindkomster
EU-landene har meget forskellige udgifts- og lønniveauer og sociale vilkår, så målet må være at man kan leve trygt og godt også som arbejdsløs, syg og gammel, uanset hvor man har hjemme i EU.
Et godt eksempel på løsninger er EU’s arbejde for at få indført offentlige minimumsindkomster i alle medlemslande, baseret på budgetter, der dækker leveomkostningerne i de enkelte lande. Minimumsindkomster skal sikre at folk har råd til at betale husleje, mad, tøj osv. uanset hvor de bor. Også når de bliver arbejdsløse, syge, gamle eller fødes med et handicap. Minimumsindkomster beskytter de, som ikke kan forsørge sig selv, men skaber også mere tryghed i samfundet og virker som en hånd under overenskomster og minimalløn på arbejdsmarkedet. De modvirker social dumping.
Sociale mål
Et andet eksempel er EU’s nye sociale indikatorer, som peger mod at gavne beskæftigelsen, hjælpe unge uden job og uddannelse og at mindske fattigdom og ulighed frem mod 2020. Flertallet af danske politikere siger stadig at EU ikke skal blande sig. Hvorfor?
Hvis du er enig, så spørg din kandidat til EU-valget hvad han/hun vil gøre for at gavne mennesker som Mona og hendes børn. Er svaret, at det ikke er en sag for EU, så stem på en anden.
