Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Advarer inden Black Friday: Et billigt køb kan blive dyrt for din sikkerhed

Forbrug

20/11/2024 11:20

J. Bøgen

Vi møder dagligt masser af tilbud og attraktive rabatter, når vi handler online. Særligt på de store online-markedspladser, der i stigende grad dominerer markedet og hvor man kan købe næsten hvad som helst. Men samtidig kan der følge risici og problemer med, hvis fabrikanten ikke har haft styr på produktsikkerhedsreglerne under fremstillingen. Derfor sætter Sikkerhedsstyrelsen nu gang i en kampagne, der skal få forbrugere til i højere grad at overveje sikkerheden, før de køber.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Få 80% i rabat!

Det er ikke usædvanligt, at vi møder annoncer med knaldtilbud, lige så snart vi går online i jagten på nye produkter til husholdningen, haven eller til børnene.

Og det kan være fristende, når budgettet spændes i den kommende tid, hvor julegaverne skal findes.

De store rabatter lyder dog nogle gange næsten for godt til at være sandt, og det er de måske også.

"Markedet domineres i stigende grad af store udenlandske online-markedspladser, hvor det kan være svært at gennemskue, hvem der reelt er afsender på produktet. Dermed skal man som forbruger også overveje, om man stoler på, at reglerne for produktsikkerhed er overholdt. Nu søsætter vi en ny kampagne for at få forbrugerne til at tænke på sikkerheden en ekstra gang, før de klikker på deres næste køb – især når rabatten er i top og prisen er helt i bund," siger vicedirektør Kirsten Wilbour Dam Christiansen fra Sikkerhedsstyrelsen.

”Sikkerheden er på spil”, lyder budskabet i fire korte, humoristiske film, som i den kommende tid dukker op på sociale medier som Facebook, Instagram og TikTok. Spillet, som filmene refererer til, drejer sig om at vinde store rabatter, når et godt tilbud dukker op online. Men det afsløres, at der samtidig kan være en bagside ved at lade sig lokke af lave priser og glemme, at der også skal stilles krav til sikkerheden ved de ting, man køber.

Hvem er sælgerne på online-markedspladser

Når et firma har sin egen webshop, fremgår det oftest af både logo og kontaktadresse, hvem der står bag onlinebutikken. Det er ikke tilfældet på samme måde på online markedspladser i dag. De kan sammenlignes med kræmmermarkeder, hvor der udlejes markedsboder til talrige sælgere, uden at ejeren af markedspladsen har noget at gøre med, hvad der bliver solgt.

"Det bliver onlinemarkedspladsen, der fremstår som den store butik, der trækker kunderne til, men i virkeligheden kan det være en lille fabrikant i en landsby et sted i Asien, kunderne handler med. Og derude i landsbyen er der måske ikke så stort kendskab til, hvordan man overholder EU’s forordninger og direktiver om produktsikkerhed," siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.

Anmeld farlige produkter til Sikkerhedsstyrelsen

Sikkerhedsstyrelsen modtager dagligt anmeldelser om farlige produkter, men der kommer stort set ikke anmeldelser fra forbrugere, når produkter er købt på en online-markedsplads.

"Et billigt produkt kan være lige så farligt som et dyrt, og vi vil rigtigt gerne have anmeldelser via hjemmesiden Produkter.dk, så vi kan gøre en indsats for, at ingen kommer til skade med et farligt produkt. Folk skal ikke tænke, at når et produkt er billigt, må man også leve med en risiko. I Danmark og EU er der sikkerhedskrav til produkter, uanset om de er dyre eller billige," siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.

Hun håber, at rigtigt mange danskere vil se kampagnefilmene og blive mere opmærksomme på sikkerheden ved de produkter, de køber. Det drejer sig ikke kun om de typer af produkter, som Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med.

"En række organisationer og myndigheder bidrager til, at produktsikkerheden skal være i orden for danske forbrugere, og de bakker op om vores kampagne," siger Kirsten Wilbour Dam Christiansen.

”Sikkerheden er på spil” støttes af Dansk Erhverv, Dansk Industri, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet TÆNK, Fødevarestyrelsen, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Miljøstyrelsen, og kampagnens videoer vil også kunne ses på deres sociale medier.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.