Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Bønfalder beboere: Skru op for varmen!

Forbrug

08/11/2022 10:52

J. Bøgen

Det kan blive direkte sundhedsskadeligt, hvis man ikke gør det.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danskerne gør, hvad de kan, for at spare på energien dette efterår.

Men nu bliver de opfordret til det stik modsatte - i hvert fald de, der bor i almene lejeboliger.

Flere boligselskaber frygter nemlig, at der vil komme udbrud af skimmelsvamp i boligerne, hvis ikke beboerne skruer op for varmen i takt med, at temperaturerne falder udenfor.

Det skriver DR.

"Vi er alle klar over, at vi står i en alvorlig situation med stigende energipriser her i landet, og derfor er alle også opfordret til at tænke på deres energiforbrug," skriver Ballerup Kommunes største boligselskab, Baldersbo, i et brev, der er sat op i flere ejendomme.

Boligselskabet med mere end 3.700 lejemål understreger i opslaget, at "manglende opvarmning af boligen kan få alvorlige indeklimamæssige problemer i form af skimmelvækst".

Men det er ikke det eneste problem i forhold til risikoen for skimmelsvamp. For at spare på energien vælger mange nemlig også at lade tørretumbleren få en fridag og i stedet hænge tøjet til tørre - mange indenfor.

Og det øger risikoen for udvikling af skimmelsvamp, når der på den måde blive afgivet ekstra fugt i boligen, og der ikke er varmet ordentligt op, fortæller direktør i Baldersbo, Søren S. Christiansen, til DR.

Flere almene boligselskaber melder om samme bekymringer, og der er da også god grund til at være opmærksom på, om der pludselig kommer mugagtig vækst i hjemmet.

Skimmelsvamp er nemlig sundhedsskadelig for nogle, og uanset hvad er det i hvert fald ikke særligt appetitligt at have en mugagtig lugt hængende i hjemmet.

Men hvis man ikke har lyst til at skrue op for varmen, så er der en anden, og billigere, måde at bekæmpe den frygtede svamp. Den kræver imidlertid et par uldstrømper og måske en ekstra sweater.

Det handler nemlig om at få luftet ud regelmæssigt, gerne tre gange om dagen af tre til fem minutters varighed.

Det virker måske underligt, at man skal lukke kold luft ind for at spare på varmen, men forklaringen er, at tør luft er nemmere at varme op end kold og fugtig luft er. Derfor behøver radiatorerne ikke arbejde lige så hårdt for at varme hytten op, hvis der er kommet frisk luft ind.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.