2022 var et hårdt år for de danske privatøkonomier.
Til gengæld blev det et år til rekordbøgerne for energiselskaberne.
De vanvittige energipriser, vi alle måtte trækkes med i løbet af sidste år, har nemlig resulteret i det ene guldrandede regnskab efter det andet fra energisektoren, og for koncernen Norlys er der ingen undtagelse.
Regnskabsåret 2022 endte nemlig med et overskud på svimlende 3,5 milliarder kroner, men inden du nu sidder og bander over, at nogen skummer fløden på alle andres elendighed, så slå lige koldt vand i blodet.
Norlys har nemlig tænkt sig at bruge overskuddet til at give selskabets cirka 800.000 kunder en sommergave.
Betydelig rabat
Overskuddet har nemlig givet Norlys mulighed for at give en ganske mærkbar rabat på N1's nettarif, og det er lige præcis, hvad Norlys har tænkt sig at gøre.
Det skriver Finans.
Netselskabet N1, som er ejet af Norlys, fjerner derfor tariffen fra d. 1. august 2023 og året ud, hvilket betyder, at deres 800.000 kunder kan se frem at slippe for at skulle betale nettarif.
Tidligere har kunderne i værste fald skulle betale 1,05 kroner per kilowatt-time i tarif, men med den nye rabat kan de se frem til en besparelse, der kan mærkes på pengepungen.
Helt konkret betyder det, at en familie med et typisk elforbrug sparer op til 930 kroner, og samlet ender danskerne med at spare hele 750 millioner kroner resten af 2023.
Disse danskere bliver "snydt
Planen om at lave tarifrabatten blev første gang luftet for en måneds tid siden, hvor bestyrelsesformand i N1 fortalte, at han var glad for at kunne give noget tilbage til kunderne.
"Det går godt for vores ejer, og vi er glade for, at vi også kan lade det komme vores netkunder, som også er andelshavere, til gode," fortalte Barslund, da rabatten blev annonceret sidste måned.
Men inden, du nu køber en ekstra is på ferien, skal du lige være opmærksom på, at rabatten altså ikke bliver jævnt fordelt ud over landet. Den kommer nemlig kun til at gælde kunder i Jylland af den simple årsag, at det kun er der, N1 har forsyningsområde.