Der kan være mange årsager til, at man gerne vil genbruge, hvad end det er for at være god ved klimaet, for at spare penge eller noget helt tredje.
Men en ting splitter danskerne, når det handler om at genbruge: Mobiltelefoner. I hvert fald, hvis man bliver tilbudt den af sit forsikringsselskab som erstatning.
I en undersøgelse lavet af LB Forsikring svarer 52 procent af de adspurgte nemlig, at de ikke ville vælge en genbrugt mobiltelefon som erstatning fra deres forsikringsselskab, selvom den fremstod som ny.
"Der er sket i fald i, hvor positive vores medlemmer er for at modtage genbrugte mobiltelefoner. I 2021 var det kun 23 procent, der markerede det som vigtigt, at de modtog en spritny mobiltelefon fremfor en brugt. Coronakrisen forårsagede store leveringsproblemer på nye reservedele til teknologi, og folk var derfor i 2021 mere villige til at modtage genbrug, fordi det gik hurtigere. I 2022 var det ikke et lige så stort problem, og det vidner derfor om, at folk har et ønske om at komme tilbage til normalen," lyder det fra Thomas Christensen, der er adfærdsekspert hos LB Forsikring.
Det er tredje år i træk, at LB Forsikring har spurgt medlemmerne om deres holdning til genbrug, og her svarer 48 procent, at de ville have det godt eller meget godt med genbrug.
Tallet ligger på det samme som 2021, men er en stigning på 15 procent fra 2020, hvor kun 33 procent svarede positivt på det spørgsmål.
Det er de unge under 30, der markerer sig som de mest åbne, når det kommer til genbrug af mobiltelefonen, og det kan der godt være en forklaring på:
“Vores medlemmer under 30 er i højere grad vokset op i takt med mobiltelefonernes udvikling. De ser dermed ikke mobiltelefonen som lige så kompliceret som de andre aldersgrupper, og er derfor mere åbne for genbrug”, lyder det fra Thomas Christensen.
Brugte reservedele til bilen
Selvom vi er ømme overfor at skulle modtage en brugt mobiltelefon, er det ikke samme tendens, når det handler om vores biler.
51 procent af LB Forsikrings medlemmer er i årets undersøgelse positive overfor genbrug, når de skal have repareret bilen:
"Vi kan se, at vores medlemmer fortsat er åbne, når det handler om genbrug til deres biler modsat deres mobiltelefoner. Det hænger sammen med, at folk har et bedre mentalt billede og overblik over, hvilke reservedele der indgår i en bil fremfor en mobiltelefon. Ligeledes har folk generelt et bedre overblik over, hvordan de skal reparere en bil fremfor en mobiltelefon. Jo højere viden folk har om tingene, jo mere tilbøjelige er de altså til at vælge genbrug”, siger Thomas Christensen.
Anvendelse af genbrug ved bilreparationer er heller ikke en fremmed sag for LB Forsikring. Bare i 2022 blev 38,3 procent af LB Forsikrings medlemmers skadede kofangere repareret fremfor at blive smidt ud. I 2020 var tallet på 28,2 procent, og det er derfor en stigning på 10 procent på bare to år.
"Det er interessant for os at se, hvordan vores medlemmer har det med alternative erstatningsløsninger og genbrug. Vi tænker allerede meget ind i bilreparationer, men det er et område, hvor der på sigt kan være mange muligheder," lyder det fra Thomas Christensen.
Cyklen er vi mindre ømme overfor
Bliver cyklen stjålet er størstedelen af LB Forsikrings medlemmer positive overfor at modtage en brugt cykel som erstatning.
59 procent svarer nemlig ja til, at de ville vælge genbrugte erstatningsdele, hvis de skulle have erstattet deres cykel.
"Mange kan se mulighederne ved en brugt cykel. Det hænger igen sammen med, at mange højst sandsynligt selv har prøvet at reparere sin cykel på den ene eller den anden måde, og derfor har et godt billede af, hvordan en cykel fungerer helt ned til reservedelene," siger Thomas Christensen.
Om undersøgelsen
Siden 2020 er LB Forsikrings medlemspanel hvert år i december blevet bedt om at forholde sig til en række forskellige temaer. Et af dem er genbrug i forbindelse med erstatninger.
Årets undersøgelse er foretaget i december 2022 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 420.000 medlemmer.
1872 respondenter over 18 år har deltaget i undersøgelsen.