Du er lovligt undskyldt, hvis du ikke har bemærket det, men i går, torsdag, skete der noget, der kan have indvirkning på flere hundrede tusinde danskeres økonomi.
Streaminggiganten Netflix har nemlig hævet priserne, så man nu skal betale mellem 89 og 169 kroner alt efter abonnementet.
Basis-abonnementet, som førhen kostede 79 kroner, koster nu 89 kroner, og premium-abonnementet tager det største spring fra 149 kroner til 169 kroner.
Det oplyser Netflix til MediaWatch.
Lover mere dansk indhold
Forklaringen i prisstigningerne skal blandt andet findes i, at der i de kommende år vil komme flere danske titler på streamingtjenesten..
”Det virker som om, vi ikke har lavet så meget, men det har været nogle udfordrende år i Danmark. Som konsekvens af pausen har vi ikke haft mange nye titler, men vi har haft så travlt i år. Vi har indkøbt og identificeret mange nye projekter,” sagde Jenny Stjernströmer Björk, vicedirektør for nordisk indhold i Netflix, på Copenhagen TV Festival i august.