De danske husholdninger oplevede i andet halvår 2023 et stort fald på i gennemsnit 44,7 procent i gasprisen. Det svarede til, at de betalte 3,55 kr./Nm3 mindre for gassen end i første halvår 2023
Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.
Tilsvarende opleverede erhvervsforbrugerne et fald i gasprisen på gennemsnitligt 18,4 procent svarende til 0,88 kr./Nm3. Gasprisen faldt dermed mere end den gennemsnitlige gasspotpris, der faldt 7,4 procent svarende til 0,26 kr./Nm3 i samme periode.
Den pris, som erhverv og husholdninger betalte, var for alle forbrugsbånd højere end spotprisen for naturgas. Erhvervskunder med det laveste gasforbrug betalte i gennemsnit 1,09 kr./Nm3 mere end spotprisen, mens de største erhvervskunder betalte 0,60 kr./Nm3 mere end spotprisen. For husholdninger er billedet, at de i gennemsnit betalte 1,01 kr./Nm3 mere end spotprisen.
Fakta om Danmarks gasforbrug
Knap 92 procent af erhvervskunderne er små forbrugere med et årligt gasforbrug under 22.849 Nm3. Deres forbrug udgør ca. 13 procent af det samlede forbrug hos erhvervskunderne.
Omkring 8 procent af erhvervskunderne er mellemstore forbrugere med et årligt gasforbrug på 22.849 - 2.284.900 Nm3. Deres forbrug udgør ca. 45 procent af det samlede forbrug.
De store erhvervskunder, i forbrugsbånd I4 og I5, udgør omkring 0,2 procent af det samlede antal erhvervskunder, mens deres forbrug udgør ca. 42 procent af erhvervskundernes samlede gasforbrug.
Husholdningernes forbrug udgør over 21 procent af det totale gasforbrug. De mellemstore forbrugere med et årlig gasforbrug på 475 - 4750 Nm3 udgør omkring 90 procent af husholdningernes totale forbrug.
Figur: Udviklingen i gasspotprisen, 1. halvår 2018 til 2. halvår 2023. Den halvårlige spotpris er beregnet på baggrund af et vægtet gennemsnit af de dagsbaserede spotpriser. Kilde: EEX