Skummadrasser der behandles til genanvendelse på anlægget 'RetourMatras' i Holland. Foto: Københavns Kommune
Skummadrasser der behandles til genanvendelse på anlægget 'RetourMatras' i Holland. Foto: Københavns Kommune

Har du fået ny madras? Dette skal du gøre med den gamle

Forbrug

19/02/2024 07:52

J. Bøgen

Hvornår har du sidst skiftet din ud?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Årligt smides der omkring 65.000 madrasser ud i København altså mere end 1.300 tons. Det svarer til, at hver københavner skifter sin madras ud hvert tiende år.

Madrasserne fylder i affaldsskurene og på genbrugspladserne, og de indeholder materialer, som kan bruges til nye produkter. I dag er det kun fjedrene af metal samt træ fra boksmadrasserne, der bliver genanvendt. Resten af materialerne sendes til forbrænding.

Derfor starter Københavns Kommune et nyt forsøg, hvor man fra d. 1. februar og de næste ni måneder vil indsamle tørre madrasser i hele byen og sende dem til genanvendelse på det nye sorteringsanlæg på Prøvestenen i København og til et specialiseret sorteringsanlæg i Holland.

Madrasserne skal være tørre

Et af kravene til at man kan genanvende madrasserne er, at de skal være tørre. Derfor er det vigtigt, at man stiller sin gamle madras i et overdækket rum til stort indbo i gården eller afleverer sin madras i de tørre containere på Sydhavn Genbrugscenter eller Borgervænget Genbrugsstation.

Når madrasserne er indsamlet, bliver de kørt til Prøvestenen i København. Her vil firmaet Norrecco sortere madrasserne. Boksmadrasserne neddeles på stedet og sorteres i træ, der kan blive til spånplader og metal som fx kan blive til nye fjedre.

Spring- og skummadrasser pakkes og sendes til Holland, hvor de bliver behandlet på et specialiseret sorteringsanlæg, der er bygget til at dele madrasserne op i materialer til genanvendelse, herunder skum, latex, metal og tekstiler.

Bøvlet type affald

Ifølge Line Barfod, der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, er madrasserne svære at have med at gøre, når man skal af med dem. 

"Madrasser er en af de mange eksempler på en type affald, der er lidt bøvlet og som vi tidligere har sat ned i gården og ladet blive udsat for vind og vejr. Nu skal vi prøve at gøre noget nyt. Vi skal sætte de gamle madrasser i ly, så vi i Københavns Kommune kan indsamle dem tørt og på den måde kan genanvende materialerne til nye produkter. Der er allerede virksomheder i Danmark, der står klar til at modtage materialerne. Vi skal generelt flytte os væk fra brug og smid væk-kulturen og behandle vores ressourcer bedre. Det her forsøg er netop et eksempel på, at vi i Københavns Kommune går forrest for at øge genanvendelsen og skåne klimaet," siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Forsøget vil vare i ni måneder fra d. 1. februar og skal danne grundlag for en efterfølgende beslutning om, hvorvidt ordningen skal overgå til almindelig drift.

Fakta

  • Hvert år smides der omkring 65.000 madrasser ud i Københavns Kommune

  • Københavns Kommune starter et forsøg, hvor man fra d. 1. februar og i de næste ni måneder vil indsamle tørre madrasser i hele byen og sende dem til genanvendelse.

  • Boksmadrasserne bliver findelt og sorteret til genanvendelse på det nye sorteringsanlæg på Prøvestenen i København imens skum- og springmadrasser behandles på et specialiseret sorteringsanlæg i Holland.

  • Københavns Kommune forventer at samle ca. 400 tons madrasser i det kommende forsøg fordelt på 100 tons fra genbrugspladser og 300 tons fra stort indbo.

  • Man kan selv aflevere sin madras til genanvendelse på to forskellige genbrugsstationer i en tør container på Sydhavn Genbrugscenter og Borgervænget Genbrugsstation.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.