For otte dage siden blev Danmark ramt af noget, der for altid vil sidde som et traume i os som befolkning.
Tre mennesker blev dræbt, og syv blev såret, da en ung, dansk mand begyndte at skyde mod tilfældige i shoppingcentret Field's en tidlig søndag aften.
Både politiet og brandmyndighederne vurderer, at det er sikkert at slå dørene til Field's op på ny, og derfor genåbner shoppingcentret i dag mandag d. 11. juli kl. 10. Det skriver Field's på deres hjemmeside.
Men det bliver ikke som en hvilken som helst dag i centret.
Særlig markering kl. 12
Ved middag vil al muzak og støj i centret nemlig forstumme. Her afholder man nemlig et minuts stilhed til minde om ofrene for den tragiske søndag.
"Det betyder meget for os, at genåbne med respekt for søndagens hændelse – som fortsat berører os, de ansatte i Field’s og mange af vores kunder dybt (...) Besøgende er meget velkomne til at lægge en buket eller lignende på torvet ved hovedindgangen," skriver Field's i meddelelsen på hjemmesiden.
Til det sidste punkt skal det dog nævnes, at man ikke må sætte levende lys ved eller i shoppingcentret på grund af brandfare. I stedet kan man sætte elektriske lys.
Sådan ser meddelelsen fra Field's ud. Foto: Screenshot, fields.steenstrom.dk