Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Kræftens Bekæmpelse i opråb: Denne indkøbstendens må stoppes

Forbrug

09/06/2024 17:27

J. Bøgen

Og nej, det er ikke cigaretter, der er tale om.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Du har lavet indkøbslisten klar og skal ud at handle. Selvom det ikke står på din liste, kommer du alligevel hjem med en chokoladebar og to poser chips.

Mange kan nikke genkendende til scenariet, og det er der en særlig grund til.

At placere chokolade, slik, sodavand, chips og kager i farvestrålende displays rundt om i butikken er meget effektiv markedsføring og får dig til at købe flere af dens slags varer.

En ny optælling i 15 tilfældigt udvalgte supermarkeder i hovedstadsområdet viser, hvor omfattende problemet er. De usunde fødevarer blev i gennemsnit fundet 29 gange - i et spænd mellem 9 og 55 placeringer - på steder uden for kategorihylderne.

Og på mange af placeringerne var der flere kategorier f.eks. både sodavand, slik og chips.

"Den massive markedsføring af usunde fødevarer, vi udsættes for på en almindelig indkøbstur, påvirker vores indkøb og på sigt vores sundhed. Det bør begrænses," siger Susanne Tøttenborg, chefkonsulent i Kræftens Bekæmpelse.

Markedsføring påvirker vores sundhed

Overvægt er en stor samfunds- og sundhedsmæssige udfordring.

Overvægt har mange årsager, og det er ikke kun den enkeltes ansvar, men skyldes i høj grad de rammer, der omgiver os, forklarer Susanne Tøttenborg:

"Danskerne spiser og drikker mindst fire gange flere snacks, søde sager og drikke end de maks. fem håndfulde om ugen, som Fødevarestyrelsen anbefaler. Ved at placere lækkerierne i flotte displays i indgangspartier, i gangarealer, ved endegavle og ved kasserne fristes kunderne til at lægge det i indkøbskurven. Det er én af grundene til det alt for høje forbrug."

Danskerne bakker op om regulering

Rapporten ’Danskernes viden om og holdninger til overvægt og sundhed 2023’ viser, at næsten halvdelen af befolkningen er enige eller overvejende enige i, at det er en god ide at indføre regler for, hvor mad- og drikkevarer med højt indhold af fedt, sukker og salt må placeres i supermarkederne. 23 pct. svarede hverken eller.

I England har de allerede taget kampen op mod denne form for markedsføring. I 2022 indførte de lovgivning, der forbyder at placere usunde fødevarer ved indgangen, endegavle og kasselinjerne for at fremme sundere kostvaner og begrænse markedsføring og tilgængelighed af usunde fødevarer i supermarkederne.

"En politisk beslutning som denne vil kunne mindske salget og dermed indtaget af de usunde fødevarer, der udgør en stor andel af den danske gennemsnitskost," siger Susanne Tøttenborg.

Om optællingen

  • Optællingen fandt sted i Rema 1000, Netto, 365discount, Lidl, Føtex, SuperBrugsen, Meny og Bilka i hovedstadsområdet i april 2024.

  • Usunde fødevarer er næringsfattige fødevarer med et højt indhold af fedt, sukker og/eller salt: Slik, chokolade, kager/kiks, snackbarer, chips/snacks, sodavand, saftevand, sportsdrikke, energidrikke, søde te-/kakao-/kaffedrikke. (kilde: DTU Fødevareinstituttet)

  • En placering uden for kategori er ved indgangen, i gangarealer, ved endegavle, på spothylder, ved kasselinjen og ved udgangen. Der kan være flere kategorier på én placering, f.eks. sodavand, chips og chokolade. Og inden for hver kategori kan der være flere varianter.

Læs hele rapporten her.

Hvorfor øger overvægt risikoen for kræft?

Risikoen for kræft stiger, jo mere man vejer.

I Danmark lever 53 procent af alle voksne med overvægt, heraf hver tredje med svær overvægt.

Overvægt øger risikoen for mindst 15 forskellige kræftformer og er en af de vigtigste risikofaktorer for kræft.

Læs mere her.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.