Kufferten er pakket, solbriller pudset, passet fornyet, flybilletter og hotelreservation er printet, skiene er tjekket og gjort klar - alt er klar til afgang!
Men på den allerførste dag af din længe ventede skiferie, går det galt. Du rammer et uheldigt bump på pisten og brækker et ben eller en arm.
Ferieglæden har taget et gevaldigt dyk allerede på den første dag, men det skal snart vise sig at blive langt værre.
For når de på hospitalet beder dig om dit blå sygesikringsbevis, viser det sig, at det er udløbet - og nu står du med en flere tusinde kroner dyr regning, som du ikke kan slippe for.
Det kunne imidlertid være undgået. Men det er de færreste danskere, der er opmærksom på, at det blå sygesikringskort ikke bliver fornyet automatisk.
Du skal selv holde øje
Når vores gule sygesikringsbevis er ved at udløbe, får vi automatisk tilsendt et nyt fra det offentlige. Pludselig en dag ligger det i postkassen, du klipper det gamle over, stikker det nye i pungen, og så tænker du sådan set ikke mere over det.
Men det blå EU-sygesikringsbevis bliver altså ikke fornyet, medmindre du selv gør noget aktivt for det. Men hvornår skal du så sørge for at få det gjort?
Udløbsdatoen står på kortet, og når du finder frem til den, vil du lægge mærke til, at den dato er præcist fem år efter, kortet blev udstedt - modsat pas, som holder i 10 år.
Det kan imidlertid vise sig at være en uheldig timing netop i år. Coronanedlukningerne gjorde det umuligt for os at komme ud at rejse, og dermed har kortet bare ligget og samlet støv. Nuvel, mange fik så afløb for deres rejsefeber sidste sommer, men var det i virkeligheden den sidste sommer, du kunne bruge netop det kort?
Hvis du fik dit kort fornyet i 2018 kan kortet altså være udløbet, så sørg for lige at give det et kig, når du alligevel er i gang med at sikre dig, at dit pas stadig er gyldigt.
Her skal du have det med
Ifølge Topdanmarks hjemmeside, kan du faktisk kun være sikker på at være dækket af det gule sygesikringsbevis, hvis du rejser i Danmark, Færøerne eller Grønland. Du kan også håbe på at kunne bruge det under rejser i Norden, men Udenrigsministeriet anbefaler dog, at man sikrer sig ved også at tage EU-beviset med sig.
Hvis du rejser til et hvilket som helst andet EU-land, et EØS-land eller Schweiz, er du nødt til at have et gyldigt EU-sygesikringsbevis, hvis du vil undgå at hænge på en regning, der i vilde tilfælde kan løbe op i mere end 100.000 kroner.
Uden for EU, EØS-lande og Schweiz er du ikke dækket af det blå bevis - heller ikke selvom du rejser til et europæisk land.