El-delebiler er et bæredygtigt alternativ til at have egen bil. Foto: Vejdirektoratet
El-delebiler er et bæredygtigt alternativ til at have egen bil. Foto: Vejdirektoratet

Ny pulje på 97 mio. kr: Skal få flere til at dele

Forbrug

28/06/2024 13:16

J. Bøgen

Der åbnes for ansøgninger d. 1. juli.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En digital platform, der gør det nemt og hurtigt at booke et ledigt køretøj i tyndt befolkede områder, etablering af mere end 50 ladestandere kun for el-delebiler i København, og tilskud til små delebilsforeninger med en drøm om at gøre plads til et grønt alternativ til bilejerskab uden for de store byer.

Det er nogle af de projekter, som Vejdirektoratet gav tilsagn om tilskud til i sidste års ansøgningspulje til fremme af el-delebiler i Danmark.

Nu er anden ansøgningsrunde for puljen, der skal få flere danskere til at tilvælge el-delebilen, så på trapperne. Dette års pulje er på 97 millioner kroner.

Puljen er en del af en samlet tilskudspulje på 105 millioner kroner, der stammer fra Infrastrukturplan 2035, og hvor pengene blev afsat til at blive udmøntet over to år.

Håber på bud fra hele landet

I 2023 blev der givet tilsagn om tilskud til i alt syv forskellige projekter fordelt på hovedstad såvel som provins. Den geografiske spredning håber Vejdirektoratet vil gentage sig i år.

”Vi håber på ansøgninger fra projekter spredt over hele landet, så flest muligt kan få glæde af at kunne bruge en el-delebil. Hvis man i et lokalsamfund støtter op om en el-delebilsordning, så kan nogle familier måske undgå at købe anden eller tredje bil. Og for familier, der ikke bruger ekstrabilen så ofte, kan det faktisk være en økonomisk fordel, samtidig med at man gør noget godt for klimaet,” siger Mette Fynbo, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

For at komme i betragtning til puljen skal et projekt have et væsentligt potentiale og være alment tilgængelig.

Der kan gives tilskud til etablering af parkeringspladser med ladestandere forbeholdt el-delebiler, pilotprojekter, lokale markedsundersøgelser og udvikling af nye tiltag og platforme.

Puljen kan søges af alle typer virksomheder og foreninger – samt partnerskaber mellem disse.

Der åbnes for ansøgninger mandag 1. juli kl. 10.00.

Du kan læse mere om ansøgningspuljen, finde links til ansøgningsvejledning og andre vigtige dokumenter på Vejdirektoratets hjemmeside.

Læs mere om ansøgningspuljen.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.