Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nyt katalog og ny beregner: Sådan vil Københavns Kommune få borgerne til at energirenovere

Forbrug

07/12/2024 16:31

J. Bøgen

Energirenovering og efterisolering lyder måske ikke så spændende, men kan faktisk gøre en stor forskel i forhold til at reducere ens CO2-udledning. Særligt i byer som København, hvor der er mange ældre bygninger. Derfor vil Teknik- og Miljøforvaltningen nu inspirere bygningsejerne i byen til at energirenovere deres facader.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Kuldebroer, træk fra skunke og kolde vægge i boligen. Dette er hverdagskost i de kolde vintermåneder for mange af de københavnere, der bor i byens ældre ejendomme.

Det er hverken behageligt at bo i, sundt for pengepungen eller godt for miljøet.

”Vi skal gøre det så nemt som muligt for københavnerne at gøre deres boliger så klimavenlige som muligt. Samtidig forbedrer det indeklimaet og sparer på udgiften til varme. Derfor er jeg glad for at kunne præsentere dette inspirationskatalog, der giver visuelle bud på og praktiske råd til, hvordan du kan energirenovere din bolig med konceptet Klimafacade+. Samtidig lancerer vi en praktisk beregner, hvor man kan se, om det kan betale sig rent CO2-mæssigt og økonomisk at efterisolere den enkelte bygning,” siger Line Barfod (EL), teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune derfor taget initiativ til at gøre noget ved udfordringerne.

Visuelle og praktiske råd

Et nyt inspirationskatalog til Klimafacade+, udviklet af Nordic Office of Architecture, giver visuelle ideer og praktiske råd til facaderenoveringen og gør det nemmere for københavnerne at renovere mere miljøvenligt.

”Med det nye inspirationskatalog til Klimafacade+ har københavnerne en god vejleder ved hånden til facaderenoveringsprocessen. Der ligger et kæmpe potentiale i at opgradere byens eksisterende bygninger, så de på én gang bliver mere miljøvenlige og bedre at bo i. Derfor er vi stolte over at have udviklet dette inspirationskatalog, der giver mulighed for at hjælpe København endnu tættere på målet om at blive klimapositiv i 2035,” siger Mads Engel, direktør i Nordic Office of Architecture.

Viegand Maagøe A/S har udviklet en CO2-beregner for Københavns Kommune. Beregneren viser, om det kan betale sig at renovere den enkelte bygning både rent økonomisk og i forhold til CO2.

"Vores samarbejde med Københavns Kommune er en fornøjelse, drevet af stort engagement og klare visioner. Kommunerne spiller en central rolle i den grønne omstilling, og vi er glade for at bidrage med et værktøj, der nemt modellerer og kommunikerer bæredygtige energirenoveringstiltag som Klimafacade+. Vores fælles mål er at sikre størst mulig klimaeffekt, hurtigst muligt, ved at understøtte velinformeret beslutningstagning. Komplekse data på økonomi, energi og klimapåvirkning gøres let tilgængelige via værktøjet, så bygningsejere guides mod de mest bæredygtige renoveringsløsninger tidligt i beslutningsfasen," siger Søren Eriksen, adm. direktør i Viegand Maagøe.

Læs mere og få gode råd og vejledning her: Klimafacade+ - inspirationskatalog 2024

Beregn, om der er penge og CO2 at spare for dig med beregneren: Klimafacade+ | Københavns Kommune

Om Klimafacade+

Med Klimafacade+ kan der spares både CO2 og penge – samtidig med at den renoverede lejlighed bliver dejligere at bo i. Bor du i en ejendom fra før 1960’erne, så kan der være store CO2-besparelser at hente, men der er også rig mulighed for at forbedre boligkvaliteten i form af mere plads, mere dagslys, bedre indeklima. Lige nu kan du tilmed søge om støtte til dit renoveringsprojekt gennem bygningsrenoveringspuljen.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.