Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Prisen på kakao er steget med 200 %: Men årsagen er ganske god

Forbrug

29/08/2024 16:33

Maria K.

Ritter Sport er positive omkring prisstigningen

Ritter Sport offentliggør rapport om kakaohøst for første gang i Danmark og fremviser samtidig en samlet andenplads på det australske Be Slavery Free Chocolate Scorecard 2024.

Det skriver Ritter Sport i en pressemeddelelse.

Den tyske chokoladeproducent ønsker at skabe gennemsigtighed i chokoladebranchens forsyningskæder, stabilisere de økonomiske og sociale forhold for bønderne og undgå ulovligt børnearbejde samt unødig skovrydning. Ritter Sport mener, at priserne for kakao endelig har ramt et naturligt og retfærdigt prisleje.

Kakao til sin rette pris

Priserne på kakao er steget med 200 pct. Endelig, ifølge Ritter Sport, som er kendt for sine 100 grams chokoladefirkanter i alverdens farver og smagsvarianter. Producentens chokoladeplader består af 35-70 procent kakao, og de bruger årligt mere end 10.000 tons rå kakao. Alligevel er de tilfredse med, at prisniveauet er steget. Kakaopriserne har været for lave i årevis.

Konsekvensen af klimaforandringer

Kakao er et naturprodukt, som kræver meget og hårdt arbejde for små bønder i Ghana, Nicaragua, Peru og Elfenbenskysten, der lever i fattigdom. Langvarige tørkeperioder, kraftige regnskyl, oversvømmelser og svampevirus har begrænset høsten, mindsket udbuddet og gjort situationen endnu sværere for bønderne.

”Hvis vi fortsætter med at presse priserne i bund eller undgå råvarerne, vil den økonomiske og sociale situation for bønderne i Afrika kun blive endnu værre” fortæller Malte Dammann fra Ritter Sport og fortsætter; ”Det er logisk og retfærdigt, at priserne på kakao stiger og forbliver, hvor de er. Det er på tide, at vi som producenter og forbrugere giver tilbage til naturen, passer på hinanden og tager konsekvensen af de globale klimaforandringer”.

Kontrol over forsyningskæden: Beskyt menneskerettigheder og undgå børnearbejde
Mange producenter er ikke i stand til at spore deres leverandører ordentligt og kan dermed ikke udelukke overtrædelser af menneskerettigheder eller miljøbeskyttelsesstandarder. Ritter Sport har længe været engageret i socialt og miljøvenligt kakaolandbrug. I 2018 var familievirksomheden en af de første chokoladeproducenter, der udelukkende købte certificeret bæredygtig kakao (Rainforest Alliance Cocoa Programme eller Fairtrade Cocoa Programme). Siden 2022 har det været muligt for Ritter Sport at spore kakaobønnerne tilbage til producentorganisationen og virksomhedens mål er, at deres kakaobønner skal kunne spores helt tilbage til oprindelsesfarmen i 2025.

Transparent rapport om kakaohøst

Ritter Sport offentliggør nu sin første kakaorapport i Danmark, hvor chokoladeproducenten præsenterer selskabets principper for kakaohøst. Ritter Sport investerer omkring 7 millioner EUR om året i kakaoprogrammer fra partnerskaber i det lokale producentsamfund, hvor 90 pct. af virksomhedens kakao på nuværende tidspunkt kommer fra. Ritter Sport nævner ikke kun programmets partnere og producentorganisationer, der er involveret i deres kakaoprogrammer, men definerer også fokusområder for hvert af de syv kakaoprogrammer og specificerer, hvad der allerede er opnået, samt deres næste mål.

Rapporten gør det klart, at den vanskelige økonomiske situation, som mange landmænd oplever, kan føre til yderligere problemer som ulovligt børnearbejde og skovrydning. Den viser også, hvordan kakaoprogrammerne er designet til at stabilisere de økonomiske forhold for de familier, der er involveret i kakaodyrkning. Virksomhedens investering vil for eksempel blive brugt til at udvikle mere skånsomme og bedre dyrkningsmetoder, der vil give et højere udbytte og bedre kvalitet af bønnerne og dermed føre til øget indkomst for bønderne.

Toppen af Chocolate Scorecard 2024
Hvert år vurderer den australske Be Slavery Free verdens mest betydningsfulde chokoladevirksomheders bæredygtige kakaohøst i deres uafhængige Chocolate Scorecard. I 2024 tildeler initiativet Ritter Sport et "Good Egg Award" for den bedste bæredygtige præstation i branchen på grund af virksomhedens tiltag mod skovrydning, klimaforandringer, kakaogennemsigtighed og sporbarhed. Den familieejede virksomhed indtager en imponerende andenplads i den samlede rangliste af mellemstore og store chokoladevirksomheder i verden.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.