PRISKRIG.
Det er navnet på Salling Groups nyeste løfte til kunderne, som fra 22. september kan være forvissede om, at de på 100 udvalgte dagligvarer som rugbrød, æbler, opvaskemiddel samt økologiske æg og bananer kan få markedets billigste normalpriser sammenlignet med andre danske dagligvarekæder.
Målet er klart. Priserne skal ned, og med Priskrig sender Salling Group med Bilka, føtex og Netto et klart signal til leverandørerne om, at det er en fælles opgave.
"Den største bekymring for vores kunder er prisen på dagligvarer, og vi deler deres bekymring. Derfor går vi direkte til angreb på priserne, som simpelthen må og skal ned. Ved igen at investere i lavere normalpriser garanterer vi, at kunderne altid kan få de 100 udvalgte dagligvarer til markedets laveste normalpriser i Netto og hos kollegaerne i Bilka og føtex," siger direktør i Netto, Braw Bakir, og fortsætter:
"Vi vil være billigst og håber, at det kan skabe positive strømninger på dagligvaremarkedet og ikke mindst hos leverandørerne, som også skal bidrage, så det i sidste ende bliver både billigere og lettere at være forbruger i Danmark," siger Braw Bakir.
Tilbuddene vil stadig være der
Priskrig vil samtidig ikke rokke ved mængden af tilbud i hverken Bilka, føtex eller Netto.
"Vi skal gøre en forskel for kunderne, hvor vi kan, og derfor lemper vi ikke på antallet af tilbud. Så oven i at presse normalprisen på 100 udvalgte dagligvarer, holder vi fast i tilbuddene," siger Braw Bakir.
En gang om ugen pristjekker Salling Group priserne hos fire udvalgte konkurrenter for at sikre, at Bilka, føtex og Netto lever op til deres løfte til kunderne om at have de billigste normalpriser.
Priskrig vil køre fra 22. september i alle landets Netto-butikker samt Bilka- og føtex-varehuse.
Fakta
Pristjek garanterer, at normalpriserne på de 100 udvalgte dagligvarer altid kan fås billigere end hos fire udvalgte dagligvarekæder
Normalprisen hos de konkurrerende kæder tjekkes én gang om ugen på identiske eller direkte sammenlignelige varer, der opfylder samme behov hos kunderne ud fra bl.a. sammensætning, kvalitet, mængde og indhold hos konkurrenterne
Hvis en konkurrent har en billigere normalpris, sænkes normalprisen hurtigst muligt (og senest inden for 4 dage) til et lavere punkt i Bilka, føtex og Netto
Derudover giver Bilka, føtex og Netto den yderligere garanti til kunderne, at hvis priserne på de 100 udvalgte varer mod forventning findes billigere hos én af de 4 konkurrenter, så udbetales differencen – både før, under og op til 14 dage efter et køb mod forevisning af dokumentation.
Der sammenlignes ikke med konkurrenternes avispriser, andre kampagne-, lokal-, merkøbs- eller medlemspriser.
Priskrig kører fra 22. september
Grafik: Salling Group