Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Problematisk: 270.000 e-cigaretter bliver hver uge forkert bortskaffet eller smidt i naturen

Forbrug

30/08/2024 05:06

Maria K.

Har du styr på sorteringen af affald?

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mere end 270.000 e-cigaretterne forsvinder ned i den gale skraldespand eller ender som affald på gader og stræder hver eneste uge, anslår beregninger fra Månedsmagasinet Samvirke. E-cigaretterne indeholder blandt andet batterier, der kunne være blevet genanvendt, men som i stedet går til spilde eller ender som forurening i naturen

Det skriver Samvirke i en pressemeddelelse.

Ifølge nye beregninger fra Månedsmagasinet Samvirke kan mere end 270.000 e-cigaretter hver eneste uge potentielt gå op i røg eller ende som forurening i den danske natur. Beregningerne er foretaget på baggrund af en britisk undersøgelse fra 2023.

Udover et litiumbatteri består en e-cigaret blandt andet af kemiske væsker, plastik og elektronik. Ressourcer, der går tabt, hvis e-cigaretterne ikke afleveres som farligt affald, så ressourcerne kan blive genanvendt. Derfor er de i virksomheden Elretur, der håndterer og genanvender elektronikaffald, ikke glade for tallet.

”Hvis det står til troende, er det skidt. Det er vigtigt, at e-cigaretterne bliver indleveret og behandlet korrekt. Vi ser dem stort set ikke i de mængder, vi indsamler, så vi ved ikke, hvad der helt konkret sker med e-cigaretterne. Vores bedste bud er, at e-cigaretterne ender i restaffaldet,” siger Morten Harboe-Jepsen, der er direktør i Elretur.

Ifølge den britiske undersøgelse ender 3 procent af e-cigaretterne helt ved siden af skraldespanden. Omregnet til danske forhold svarer det til, at 8.000 e-cigaretter hver uge ender som forurening på gader og stræder.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) ser med alvor på problemet, men mener, at ansvaret for, at e-cigaretterne bliver genanvendt, primært ligger hos producenterne og forbrugerne:

”Der er i EU og i Danmark indført et udvidet producentansvar på elektronik, som betyder, at producenterne skal oplyse forbrugeren om, hvordan produktet skal affaldssorteres og sikre, at det håndteres korrekt. Derfor er det afgørende, at vi ikke bare henkaster vores affald i naturen, men at vi tager det ekstra skridt hen til den rigtige affaldsspand, så produktet kan genanvendes eller bortskaffes forsvarligt. Vi har et fælles ansvar for at passe på vores natur, og det ansvar skal vi tage alvorligt, hvis vi ønsker at give naturen videre til de kommende generationer," udtaler ministeren.

Sådan er Samvirkes beregningerne foretaget:

Beregningerne er lavet på baggrund en undersøgelse fra 2023 foretaget af den engelske interesseorganisation Material Focus samt fakta om hhv. britiske og danske rygevaner.

Undersøgelsen fra Material Focus viser, at 5 millioner e-cigaretter hver uge bliver smidt på gaden eller ender i en forkert skraldespand i Storbritannien, hvor 4,6 millioner briter dagligt eller lejlighedsvist ryger e-cigaretter. Det betyder, at briterne hver især smider lidt over 1 e-cigaret væk om ugen.

I Danmark ryger 5 procent af den danske befolkning fra 15 år og opefter e-cigaretter enten dagligt eller lejlighedsvist ifølge Sundhedsstyrelsens rapport Danskernes rygevaner 2022. Det svarer til cirka 251.000 danskere.

Antages det, at samme mønster gør sig gældende i Danmark som i Storbritannien, betyder det, at de danske e-cigaretrygere til sammen smider ≈273.000 e-cigaretter i det offentlige rum eller i forkerte skraldespande hver eneste uge.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.