Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Rammer 100.000 danskere: Fjernvarmeselskab varsler prisstigninger

Forbrug

19/06/2024 07:53

J. Bøgen

Anbefalingen er at hæve priserne med 24 procent.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De seneste mange år har Fjernvarme Fyn fastholdt en væsentligt lavere pris på fjernvarme sammenlignet med resten af landet.

Men et markant fald i indtægter fra el-salg siden 2023 samt stigende omkostninger til brændsler, afgifter og investeringer nødvendiggør nu en prisstigning på fjernvarme.

Fjernvarme Fyns samlede omkostninger er steget med 43 procent i perioden 2018-2024. I samme periode er indtægterne fra varme og el-salg kun steget med 20 procent.

Det betyder, at virksomheden nu anbefaler Odense Kommune at hæve prisen på fjernvarme med 24 procent pr. 1. oktober 2024.

Det svarer til 251 kroner pr. måned for et standardhus på 130 m2.

”Vi anbefaler Odense Kommune at hæve prisen på fjernvarme, så vi kan sikre Fjernvarme Fyns økonomi og dermed vores leverance af varme til alle vores kunder”, fortæller administrerende direktør hos Fjernvarme Fyn Louise Høst og fortsætter:

”Siden 2023 har vi set en for stor ubalance mellem vores indtægter og omkostninger. Derfor er en prisstigning af denne størrelse nødvendig”.

Fjernvarme Fyn er underlagt en lovgivning, hvor økonomien skal ”hvile i sig selv”. Det betyder, at der hverken må være et underskud eller et overskud på distribution af fjernvarme.

Når udgifterne til varmeproduktion stiger, så stiger varmeprisen derfor også, så den afspejler den omkostning, der er ved at forsyne varmekunderne med fjernvarme. 

Stigning i priser

Fjernvarme Fyn har gennem en længere årrække fastholdt en varmepris, som lå lavt i forhold til branchegennemsnittet. Det skyldes, at selskabet har undladt at opkræve alle de nødvendige omkostninger til varmeproduktion hos forbrugerne.

Det har været muligt, fordi Fjernvarme Fyn har haft kommercielle indtægter fra el-salg, som særligt i 2021 og 2022 var ekstraordinært høje.

De senere år er de nødvendige omkostninger til varmeproduktion imidlertid steget betragteligt. 

Omkostningerne knytter sig især til dyrere brændsler, afskrivning på investeringer CO2-kvoter og afgifter samt drift og vedligehold.
Fjernvarme Fyns indtægter er imidlertid ikke steget tilsvarende, og det skyldes primært, at Fjernvarme Fyn har opkrævet lavere varmepriser end det, varmeproduktionen reelt har kostet.

”Vi har indtil nu opkrævet en lav pris for fjernvarme. Det har vi kunnet gøre, fordi vi har haft ekstraordinært høje indtægter fra vores el-salg. Nu er elprisen faldet til et normalt niveau. 
Og derfor er vores indtægter også faldet markant”, fortæller Louise Høst.

Hun fortsætter:

”Vi er naturligvis klar over, at det er en prisstigning, der kan mærkes hos alle vores kunder. Og vi ærgrer os over, at det ikke kan være anderledes. Det vi kan glæde os over i denne forbindelse er, at det kunne have set langt værre ud, hvis ikke vi havde sat så godt gang i den grønne omstilling, som vi har.”

Fjernvarme Fyn vil fortsat levere fjernvarme til en pris, der er lavere end landsgennemsnittet. 

Ændringer i priser på fjernvarme

Fjernvarme Fyns bestyrelse anbefaler Odense kommune, at de godkender en prisstigning på 24 procent.

Det vil betyde, at prisen for opvarmning af et standardhus på 130 m2 forhøjes med 3.013 kr. årligt fra 12.683 kr. til 15.696 kr. inklusive moms. Det svarer til en prisstigning på 251 kr. per måned. 

Ved årsskiftet vil der blive truffet beslutning om, hvorvidt den nye pris skal fastholdes i 2025.

Siden 2018 er:

  • Fjernvarme Fyns udgifter til brændsler steget med 66 procent

  • Fjernvarme Fyns udgifter til investeringer steget med 50 procent

  • Fjernvarme Fyns udgifter til afgifter og CO2 kvoter steget med 41 procent

  • Fjernvarme Fyns udgifter til drift og vedligehold steget med 29 procent

Fjernvarme Fyn er ejet af Odense og Nordfyns Kommune. Virksomheden ejer de største kraftvarmeværker på Fyn, har mere end 300 ansatte og er en af Europas største varmeforsyninger.

De dækker cirka 97 proceni af varmebehovet i Odense og omegn svarende til mere end 100.000 boliger, industrivirksomheder og institutioner.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.