Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Snart er det slut: Denne dato lukker de sidste Irma-butikker

Forbrug

06/09/2023 15:25

J. Bøgen

Tidsplanen er blevet ændret, men nu burde det stå fast.

Mere end 100 års dansk historie lakker mod enden. Det har vi vidst, siden det blev offentliggjort, at de ikoniske Irma-butikker skulle lukkes.

Siden har der været ændringer i tidsplanen i forhold til, hvornår de sidste butikker faktisk lukker dørene, men nu skulle den være sikker.

Martin Brinch Jöhncke, konstitueret kædedirektør for Irma, fortæller nemlig til Finans, at de tilbageværende ni Irma-butikker lukker senest i uge 15 2024.

Det vil altså sige mellem d. 8. og 14. april.

Oprindeligt var det meningen, at Irma skulle lukke i efteråret, men den tidsplan skred.

"Det var fordi, konceptarbejdet, som vi har lavet i forhold til Coop-kæden, har været mere omfangsrigt, end vi umiddelbart havde regnet med. Derfor har det taget længere tid. Vi har bare taget den – synes vi selv - meget rigtige beslutning, at vi hellere vil have kvaliteten i orden end at presse noget igennem i en oprindelig tidsplan," siger Martin Brinch Jöhncke.

Skal omdannes

De snart forhenværende Irma-butikker skal bygges om, så de passer ind i en ny kæde, Coop lancerer.

Kæden bliver testet med to butikker (SuperBrugsen i Hinnerup og Irma Codanhus på Frederiksberg), som åbner i slutningen af november.

Omkring uge 8 tager man så fat på konverteringen af de sidste otte Irma-butikker, og der er eftersigende planlagt en rækkefølge for, hvornår de enkelte Irma-butikker lukker og bliver til Coop.

En plan, der dog, ifølge Martin Brinch Jöhncke, sagtens kan nå at ændre sig.

Irma-butikker, der bliver til Coop:

  • Irma Codanhus (åbner som testbutik i november)

  • Irma Amager Center

  • Irma Hørsholm Midtpunkt

  • Irma Ordrupvej 79

  • Irma Svanemøllen

  • Irma Søborg Hovedgade

  • Irma Østerport Station

  • Irma Frederiksborggade 34

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.