Efter en række meget afdæmpede uddelinger under corona, var det kærkomment at se en stopfyldt sal i Stavanger mandag aften, hvor de nordiske restauranter skulle hædres med de eftertragtede stjerner.
Cremé de la cremé inden for nordisk gastronomi var samlet, og danske madentusiaster fik nok at juble over - det blev nemlig til tre nye stjerner fordelt på tre forskellige restauranter.
Mota i Nykøbing Sjælland og Jatak i København kunne begge juble over deres første Michelin-stjerner, og aarhusianske Frederikshøj fordoblede sin samling og kom op på to stjerner.
41 stjerner fordelt på 29 restauratner
Med mandagens resultat udvider Rigsfællesskabet både antallet af stjerner og antallet af Michelin-restauranter.
Før uddelingen havde Danmark, Grønland og Færøerne samlet 38 stjerner fordelt på 27 restauranter, men begge tal har altså taget et nøk opad.
Der er stadig kun "to" tre-stjernede Michelin-restauranter herhjemme i form af Noma og Geranium, der begge beholdt deres.
Bib Gourmand: Værd at nævne
Udover de eftertragtede stjerner blev den såkaldte Bib Gourmand også uddelt.
Det er en særlig kategori, hvor den anerkendte guide fremhæver gode restauranter, som ofte er mere prisvenlige end de rendyrkede Michelin-spisesteder.
Her kunne to dansk restauranter tage fra Stavanger med den ærefulde anbefaling. Det drejer sig om Møf i Aarhus samt Bjørnekælderen på Frederiksberg.