Når du er ude på et tidspunkt, så tag lige et kig op og giv himlen et anerkendende nik.
Vi kan nemlig takke vejret for, at vi i dag kan bruge strøm næsten gratis i flere timer.
Kombinationen af solrigt vejr og godt med blæst betyder nemlig, at både solpaneler og vindmøller har haft en masse at arbejde med, og det kommer nu os forbrugere til gode.
Bedst ser det ud Øst for Storebælt, hvor prisen per kW time ikke kommer over sølle 18 øre før kl. 17 - og det er altså medregnet afgifter.
Vest for Storebælt har prisen per kW time til gengæld markant dyrere først på dagen. Kl. 8-9 skulle man således af med 65 øre per kW time, men i takt med, at landet er stået op og har fået øjne, falder prisen stille og roligt, og mellem kl. 12 og 16 slipper man med en kW timepris på mellem 15 og 18 øre.
Artiklen fortsætter under grafen.
Graf: Elberegner.dk
"Dyr" aften
Det kan altså være en god ide at sætte sine ting til opladning midt på dagen, hvis man vil spare lidt penge her to uger inden, vi officielt kan skrive sommer.
I aften stiger priserne nemlig ganske markant, og mellem kl. 21 og 22 skal vi af med 1,33 kroner per kW time inkl. afgifter.
Det er selvfølgelig ikke dyrt i forhold til, hvad vi måtte udholde i store dele af 2022, men med en forskel på omkring 900 procent fra dyrest til billigst i løbet af dagen er det da værd at tage med i overvejelserne.
Samtidig kan vi også glæde os over, at nettarifferne, altså de afgifter, vi betaler for transport af strøm fra elværkerne ud til vores stikkontakter, er gået over til sommerpriser, som er mærkbart billigere end vinterens ditto.