Den amerikanske præsident har annonceret en ny 25 % straf-told på biler og bildelkomponenter produceret uden for USA. Det er et markant skifte i de globale handelsvilkår, som vil få konsekvenser for bilindustriens forsyningskæder og produktionsstrategier.
Brancheorganisationen Mobility Denmark vurderer dog, at de direkte effekter på det danske marked vil være begrænsede i første omgang.
Tolden omfatter både færdigsamlede biler og et bredt udvalg af dele og komponenter, hvilket gør den særlig vidtrækkende. Den globale bilindustri er i dag stærkt integreret på tværs af grænser, og en ændring i toldstrukturen ét sted kan få effekter langt ud over det umiddelbart ramte marked.
"Det her handler ikke kun om import af færdige biler. Når tolden også rammer dele og komponenter, påvirker det hele værdikæden. Produktionsstrømme, der i dag er internationalt integrerede, bliver pludselig mere sårbare," siger Mads Rørvig, adm. direktør i Mobility Denmark.
Vil næppe ramme Danmark hårdt
I en dansk kontekst er den direkte betydning dog begrænset. Amerikanskproducerede biler udgør kun en meget lille andel af nyregistreringerne i Danmark, og langt de fleste importerede biler kommer fra europæiske eller asiatiske produktionsanlæg – primært i Tyskland, Frankrig, Japan og Sydkorea.
Heller ikke på eksportområdet ventes store danske konsekvenser i første omgang. Danmark har ikke en væsentlig rolle som leverandør af underkomponenter eller teknologi til bilproduktion i USA. Effekten af tolden rammer derfor primært større europæiske og asiatiske leverandørlande, som i højere grad er integreret i de amerikanske bilproducenters forsyningskæder.
"Danske bilkøbere vil næppe opleve mærkbare ændringer på kort sigt. Vores import er i meget lille grad afhængig af amerikansk produktion, og Danmark er ikke eksponeret ift. eksport til indenlandsk amerikansk bilproduktion" forklarer Mads Rørvig.
På længere sigt vil udviklingen dog afhænge af, hvordan handelsrelationerne mellem USA og EU udvikler sig, og hvordan bilproducenterne globalt tilpasser sig de ændrede rammevilkår.