Forsvarsministeren fortæller, at det var kraftige eksplosioner, der fik Nord Stream til at springe læk. Foto: Shutterstock
Forsvarsministeren fortæller, at det var kraftige eksplosioner, der fik Nord Stream til at springe læk. Foto: Shutterstock

2,3 på Richterskalaen: Eksplosioner på Nord Stream svarede til en stor bombe fra Anden Verdenskrig

Forsvar

28/09/2022 11:09

J. Bøgen

Nu begynder reaktionerne fra de danske ministre at komme.

Der er efterhånden ikke nogen, der tror på, at lækagerne i Nord Stream-rørledningerne var uheld. Nej, der er tale om en bevidst handling, altså sabotage.

Og det store spørgsmål er jo så nu, hvem der står bag.

For mens nogen peger på USA som synderen, virker mistanken generelt til at blive rettet mod Rusland.

Der er ikke nogen, hverken danske eller udenlandske, politikere, der vil pege på russerne som de ansvarlige, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at man fra dansk side ikke engang har lyst til at tale med Putin og hans kumpaner.

Det fortæller udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til TV2.

"Rusland er en stat, der har startet en ulovlig angrebskrig i Ukraine og truer hele Europas sikkerhed. Vi har informeret Rusland i en note, om hvad vi har fundet. At der er tale om en bevidst handling. Men vi har ikke et ønske om at tale med Rusland. Vi vil til bunds i det her, og det gør vi sammen med vores allierede," lyder det.

Meget store sprængninger

Danmarks forsvarsminister, Morten Bødskov (S), har tidligere onsdag holdt møde med NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, om situationen.

"Det er ikke en ulykke, det var planlagt, og der er tale om meget store sprængninger," siger han til TV 2 om lækagerne.

Bødskov understreger, at der er fuld opbakning fra generalsekretæren til det arbejde, der nu skal klares. Det indbefatter blandt andet at klarlægge præcis, hvad der er sket, og hvem der står bag.

For at sætte eksplosionernes kraft i perspektiv, blev der i Sverige målt rystelser på henholdsvis 2,1 og 2,3 på Richterskalaen, og det svarer til en større bombe fra Anden Verdenskrig.

Det fortæller Klaus Mosegaard, der er professor i geofysik ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet til DR.

"En almindelig bombe fra Anden Verdenskrig svarer til 1,5 på Richterskalaen, og en kraftig bombe fra samme krig svarer til 2,5. Derfor er vi tættere oppe i den kraftige kategori og det, jeg vil kalde en stor eksplosion, hvis tallene fra Sverige er korrekte."

Ifølge Morten Bødskov vil der kunne gå op til 14 dage, før trykket i rørledningerne er faldet så meget, at man kan komme ned og for alvor undersøge lækagerne.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.