Der er lige nu et efterslæb på cirka 33.000 unge, der ikke har været til Forsvarets Dag. Foto: Shutterstock
Der er lige nu et efterslæb på cirka 33.000 unge, der ikke har været til Forsvarets Dag. Foto: Shutterstock

30.000 unge kan slippe for Forsvarets Dag

Forsvar

03/08/2022 10:45

J. Bøgen

Coronanedlukningerne har forhindret mange tusinde unge i at finde ud af, om de skal aftjene værnepligt.

33.000 unge har ikke været til Forsvarets Dag, også kendt som session, på grund af coronaepidemien.

Det betyder, at de mange tusind unge lige nu udgør et massivt efterslæb i indkaldelsen til Forsvarets Dag, men nu kan det være, de slipper for at skulle møde op og trække det famøse nummer, der afgør, om de skal ind og aftjene værnepligt.

Regeringen er nemlig kommet med et lovudkast, der helt ekstraordinært skal fritage de mange unge fra at skulle møde op.

"Med lovforslaget vil der dels kunne tages højde for situationen i forbindelse med covid-19, dels kunne tages højde for lignende, helt særlige situationer i fremtiden," står der i lovudkastet.

Vil tage flere år at indhente efterslæb

TV 2 skriver på baggrund af oplysninger fra Forsvarets Personalestyrelse, at der er cirka 33.000 unge, der mangler at komme til Forsvarets Dag som følge af covid-19. Alle de unge har dog fået besked i deres e-Boks om, at de har mulighed for at blive afprøvet hos et rekrutteringscenter.

Som loven er lige nu, er det kun muligt at udskyde indkaldelse og altså ikke helt at annullere invitationen til de unge. Forsvarsminister Morten Bødskovs (S) idé med forslaget er derfor, at gøre det lovligt at droppe invitationerne, så de unge ikke skal sidde og vente på at komme til Forsvarets Dag i flere år.

"Indhentning af efterslæbet vil med den nuværende kapacitet tage flere år," står der således i udkastet.

V: Flere unge skal melde sig frivilligt

Forsvarsordfører for Venstre, Lars Christian Lilleholt, er ked af, at så mange unge står til at misse indkaldelsen til Forsvarets Dag. Han mener dog, at lovforslaget er den rigtige vej at gå.

"Det ærgrer mig meget, at det har været nødvendigt, også set i lyset af den nuværende sikkerhedspolitiske situation med krig i Europa. Derfor er min opfordring også: Meld jer frivilligt," siger han til TV 2 med henvisning til de unge mennesker, der måske ikke skal til Forsvarets Dag alligevel.

I dag er 99,9 procent af de værnepligtige folk, der har meldt sig frivilligt til at gøre tjeneste ifølge Forsvarsministeriets hjemmeside. Den foreslåede ændring vil ikke påvirke den samlede kapacitet af værnepligtige i tjeneste, står der i lovudkastet.

Forsvarsministeriet vurderer ydermere i forslaget, at det vil spare Forsvaret for et beløb i størrelsesordenen 25-30 millioner kroner ved ikke at indkalde de mange unge.

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.