Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Ny optælling afslører, hvad vi altid har mistænkt omkring USA og Rusland

Forsvar

19/09/2024 11:36

J. Bøgen

Den nye rapport bliver præsenteret i forbindelse med FN's generalforsamling.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

FN's Sikkerhedsråds mandat til at opretholde global fred og sikkerhed smuldrer.

En ny rapport fra Oxfam, Vetoing Humanity, har undersøgt Sikkerhedsrådets indsats gennem det seneste årti.

Den viser, at de fem permanente medlemmer i høj grad har brugt deres vetoret til at blokere for resolutioner, der vedrører egne eller allieredes interesser.

Oxfam har undersøgt 23 af verdens mest langvarige konflikter i løbet af det seneste årti, herunder Afghanistan, Niger, de besatte palæstinensiske områder (OPT), Somalia, Sudan, Syrien, Ukraine og Yemen, og rapporten viser, at 27 af de 30 vetoer, der blev nedlagt i FN's Sikkerhedsråd i forbindelse med disse konflikter, vedrørte Ukraine, Syrien og de besatte palæstinensiske områder.

Særligt Rusland har blokeret for resolutioner vedrørende Ukraine-krigen, og USA har brugt sin vetoret flere gange til at blokere for resolutioner, der ville være ugunstige for dets allierede Israel.

Dermed er de fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet med til at forværre og forlænge mange af verdens største humanitære katastrofer.

Mere end en million tabte liv

I det seneste årti er mere end en million mennesker blevet dræbt i de 23 konflikter, som Oxfam har undersøgt, mens antallet af mennesker i humanitær nød er mere end fordoblet til over 230 millioner mennesker.

Humanitær bistand kan ikke længere opfylde alle disse menneskers behov, når Sikkerhedsrådet ikke formår at finde måder at afslutte konflikterne på.

I forbindelse med FN's Generalforsamling og Summit of the Future i den kommende uge opfordrer Oxfam derfor til en reform af FN's Sikkerhedsråd for at stoppe de "fem permanente" fra at være deres egen "dommer og jury".

”Vi har brug for en ny vision for et FN-system, der lever op til dets oprindelige ambitioner og er tilpasset nutidens virkelighed. Et råd, der arbejder for det globale flertal og ikke for nogle få magtfulde. Vi kan begynde med at give afkald på de fem permanente medlemmers vetoret og udvide medlemskabet til flere lande, herunder repræsentanter fra bla. Afrika, Latinamerika og Indien,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam Danmark.

Læs mere om rapportens konklusioner her: Vetoing Humanity – how a few powerful nations hijacked global peace and why reform is needed at the UN Security Council

Den 1. januar 2025 træder Danmark ind i FN’s Sikkerhedsråd for perioden 2025-2026.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.