Krigen i Ukraine har udviklet sig til en hovedpine af de helt store for Ruslands præsident. Foto: Shutterstock
Krigen i Ukraine har udviklet sig til en hovedpine af de helt store for Ruslands præsident. Foto: Shutterstock

Så desperat er Putin: Køber raketter og granater af diktatur

Forsvar

07/09/2022 10:18

J. Bøgen

Stjæler mikrochips fra køleskabe og GPS-systemer fra civile fly.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da Vladimir Putin invaderede Ukraine, regnede han med en lynkrig.

Set i bagklogskabens lys, skulle han nok have modificeret sine forventninger.

Krigen har nemlig været i gang i mere end et halvt år, og den russiske hær er presset på alle fronter. Elendig moral blandt tropperne, håbløse befalingsmænd, en massiv ukrainsk modoffensiv, og nu står Putin og hans kumpaner med et nyt (stort!) problem:

De mangler ammunition.

De vestlige sanktioner forhindrer nemlig Rusland i at producere våben, og for nylig lagde Putin den første store ordre på krigsmateriel fra udlandet - droner fra Iran.

Men det er ikke nok. Ifølge New York Times og nyhedsbureauet AP er russerne nemlig på vej til at købe millioner af raketter og artillerigranater fra verdens mest isolerede land: Nordkorea.

Oplysningerne kommer fra hidtil klassificerede efterretninger fra det amerikanske efterretningsvæsen, og selvom det ikke umiddelbart fremgår, hvilken slags ammunition der er tale om, skriver de to medier, at det er kortrækkende missiler og artilleriammunition, russerne er på vej til at købe.

Våbeneksportør i verdensklasse tvunget på shoppetur

Det er paradoksalt, når en af verdens største våbeneksportører er nødt til at købe ind i et af verdens mest lukkede lande, siger Anders Puck Nielsen, militæranalytiker på Forsvarsakademiet med fokus på Rusland, til TV 2.

"Det siger noget om, at de må være i krise. Hvis tingene gik, som de skulle, og den her "særlige militære operation" gik så let, som de havde forestillet sig, var de ikke nødt til at gå til Nordkorea."

De brede vestlige sanktioner har ikke bragt Rusland i knæ, som mange politikere håbede på. Russerne har i stedet lukket for eksport af gas, hvilket har fået energipriserne til at eksplodere, og Putin har stadig penge nok i krigskisten til at fortsætte i Ukraine.

Men på trods af penge til våbenproduktionen rammer de vestlige sanktioner alligevel ét særlig ømt punkt. For godt nok er russerne store, når det handler om våbenproduktion, men de er ikke ligefrem med fremme, når det gælder teknologi.

Ifølge mediet Politico kæmper Rusland i øjeblikket for blandt andet at skaffe såkaldte halvledere, transformere og isolatorer til at holde krigsmaskinen kørende - en direkte konsekvens af de vestlige sanktioner.

Her har mediet set en prioriteret russisk indkøbsliste over de elektroniske komponenter, man i Rusland allerhelst vil have fingrene i, men ikke kan få.

For de fleste af de komponenter, russerne efterlyser, bliver produceret i USA, Tyskland, Holland, Storbritannien, Taiwan og Japan. Alle lande, der har tilsluttet sig de vestlige sanktioner.

Mikrochips fra køleskabe og GPS fra civile flyr

Ifølge den amerikanske handelsminister, Gina Raimondo, er det russiske militær så desperat i jagten på de mest sofistikerede mikrochips, at man fjerner dem fra køleskabe og opvaskemaskiner til brug i landets våbenprogram. Der er desuden fundet simple GPS-enheder til civilt brug i nedskudte russiske fly.

Og problemerne for Putin bliver ikke mindre af, at Kina har vist sig ikke at ville overtage rollen som leverandør. Det kunne ellers have hjulpet russerne med at omgå de vestlige sanktioner, da Kina ikke har implementeret dem.

Men det russiske marked er ikke stort nok til, at Kina vil løbe risikoen og levere essentielle mikrochips til Rusland, og Kinas handelsminister har faktisk direkte truet Kinas største producent af mikrochips: For USA kan lukke de kinesiske virksomheder ved at lukke ned for adgangen til amerikansk teknologi.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.