Uddannelsesparathed, nationale tests, karakterer.
Der er masser af god faglighed og læringsværktøjer bag. Også bag mange reformer, ekspertgrupper og uddannelsespolitiske debatter. Mange intentioner er gode og rigtige.
Risikerer vi alligevel at italesætte noget, vi ikke ønsker?
Når unge 13-15 årige kaldes ikke-uddannelsesparate, er det for mig et symbol på, at noget kører af sporet i vores uddannelsessystem.
Enhver er parat til livet. Spørgsmålet er til hvad.
“Hvis nogen fortæller dig: “Det kan man ikke”. Så mener de i virkeligheden: “Jeg kan ikke”.” (citat af Sean Stephenson)
Flere og flere er begyndt at tale om, at kun de færreste unge vælger deres eksakte livsvej i 8. og 9. klasse. Alligevel taler vi om indretningen af uddannelsessystemet som om, det er den vej, vi ønsker, der skal stræbes efter.
Den aktuelle debat om søgning til erhvervsuddannelserne sigter også mod at få flere til at vælge disse uddannelser tidligt, selvom meget peger på, at de fleste unge ikke er klar til at tage dette valg allerede i folkeskolen som bl.a. fremhævet for nylig i et debatindlæg af Danmarks Evalueringsinstitut.
Vi har i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde
Det er som om, vi mere eller mindre systematisk kommer til at italesætte vores ungdom som et problem. 12-tals piger er for perfekte. Drenge spiller for meget computer. For mange vælger gymnasiet. Det er ikke godt, hvis den snorlige vej ikke passer alle.
"Double trouble"
Har ”voksendommen” ikke altid omtalt ”ungdommen” som et snert af ”double trouble”?
I mine øjne har vi i dag i Danmark muligvis den dygtigste og mest engagerede ungdom nogensinde.
Nyhedsbrev 2
100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste?
Det er gratis
Jeg husker, min egen tid på universitetet, hvor der nærmest blev set ned på mig, fordi jeg ønskede at skrive mit speciale på normeret tid.
Der var ret mange “fjumreklip”, og jeg kender også til mennesker, som levede i længere perioder på kontanthjælp og hyggede sig ganske godt.
“Nothing is as important as passion. No matter what you want to do with your life, be passionate” (citat af Jon Bon Jovi)
Da mine to ældste børn blev studenter, var der intet, der betød mindre end den eksakte karakterskala.
Det var en blomstrende markering af et skift fra barn, til ung, til endnu mere voksen. Til en ny tidsalder. Et farvel til en skolegang og goddag til en fremtid, du selv vælger.
Skoleinspektøren valgte min onkels livsvej - skal vi bestemme, hvad vores unge skal?
Min onkel fortalte ved min fars begravelse, hvordan han valgte sit arbejdsliv. En dag kom skoleinspektøren ind og kaldte ham til sit kontor. Det skete vist ellers ofte kun, hvis der var et spanskrør i luften - et gammelt afstraffelsesmiddel i skolen i form af slag bagi med en tyk pind.
En fabrik søgte en lærling. Skoleinspektøren mente, det var noget for ham, så han skulle gå hjem og tale med sine forældre. Den chance måtte ikke glippe. Sådan blev det, og fra da af og resten af livet arbejdede han der. Livsbanen blev valgt af skoleinspektøren og af forældrene.
Er det sådan, vi ønsker fremtiden skal blive for vores ungdom? At vi skal styre, hvad de skal.
Når der tales om tests og resultater fra tidlige børneår, og når der fra 8. klasse bruges matematiske sammenligninger og kurver mellem elever og klasser, som om mennesker kan måles og vejes efter en videnskabelig målestok.
"På den måde at man i matematikkens love sigter på virkeligheden, er de ikke sikre. På den måde lovene er sikre, sigter de ikke på virkeligheden" (citat af Albert Einstein)
Når der tales om valg af uddannelse og uddannelsesparathed med en voksen stemme inden konfirmationsalderen for at sikre den rette hylde i senere uddannelser og den for samfundet rette beskæftigelse frem til pensionsalderen.
Så risikerer vi - i selve måden vi taler på - at rulle tiden tilbage til noget, vi ikke brød os om og derfor fjernede os fra i vores moderne vestlige velfærdssamfund.
Det lyder heller ikke som svaret på fremtidens arbejdsmarked i en global og digital virkelighed, der hele tiden er under forandring.
Som faglige værktøjer for læring er nationale tests fx utvivlsomt værdifulde, men når selve skole-hjem samtalerne i folkeskolen risikerer at iscenesætte regneark og testresultater som selve rammen for dialogen mellem ung og voksen, så italesætter vi også, hvad der er vigtigst.
Læs også: Min datter bliver student – kan vi måske tale om noget andet end karakterer?
For de enkelte skoler er det rart, hvis eleverne får de bedste karakterer gennemsnit sammenlignet med andre skoler. For styrelser, ministerier og politikere er det rart, hvis Danmark ligger højt på de internationale ranglister.
Vi skaber den virkelighed, vi taler om.
Tænk hvis regnearket lå mere i den faglige læringskulisse, og vi talte mest om der, hvor engagementet og motivationen brændte, og hvordan den enkelte derigennem kan vokse.
Jeg er privilegeret. Mine børn klarer sig godt i skolen. Jeg håber, de også har det sjovt og forfølger deres drømme og livsglæde. Det vigtigste er, at de har det godt, at de finder deres rette hylde og lever deres engagement ud der, og at vi som samfund hjælper med at sætte alle deres fantastiske kompetencer i spil.
Ungdommen har allerede magten - i deres egen bukselomme
Når Regeringen har nedsat et Disruptionsråd, vil jeg spørge, hvad gennemsnitsalderen i rådet er, og hvor ungdommen er henne.
Min søn eksperimenterer med en webshop, og jeg tror, at han har mere fornemmelse for disruption i den virkelige virkelighed end Hella Joof, som er med i rådet.
Måske har Danmark mere brug for en Ungesag end en Ældresag. Der er mange stærke kræfter, der taler de ældres sag.
Egentlig er det overraskende, at ungdommen, de digitale indfødte, ikke selv ser, hvilken magt de besidder - i deres egen bukselomme, i mobiltelefonen, i de sociale medier, i deres digitale kunnen. De bærer selve nøglen til den revolution, de måtte ønske.
"Stor er den, som ved, men større er den, som ved, hvor han skal spørge" (citat af Piet Hein)
Forestil dig 100 unge slå sig sammen om at skabe opmærksomhed om nogle forhold i din kommune, på din arbejdsplads, i deres uddannelse. De vil kunne ændre scenen fra den ene dag til den anden.
Politikere og direktionsgange bliver nødt til at forholde sig til dem og deres holdninger, og alle ledelser og medarbejdere vil en gang se, hvad sociale medier i en ny tidsalder er, og hvad disruption indebærer.
Hvorfor skal vi vente på, at ungdommen anvender deres digitale magt – lad os vise dem meget mere tillid.
Lad os spørge dem om, hvordan vi bedst inviterer deres stemme meget mere ombord i debatten om vores uddannelsessystem og i skabelsen af Danmark 2.0.
Lad os give vores ungdom en tillidsreform – også fordi:
“Der er så mange smukke ting i verden. Vi taler så meget om alt andet. Vi bliver, hvad vi taler”
Læs også blog fra 15/10-18: Ungdommens stemme i Danmark 2.0
----- Næste indlæg i bloggen her følger den 31. oktober. Har du bemærkninger, ideeer eller spørgsmål, skriv meget gerne en kommentar her eller kontakt mig via min hjemmeside.
