Hvis du har befundet dig på vestkysten i løbet af 2023, er der en overhængende risiko for, at du er stødt på en død måge eller flere.
Faktisk er hele 3000 hættemåger døde alene i år, og synderen er sygdommen fugleinfluenza.
Det er ikke noget nyt, at fugleinfluenza dukker op i Danmark, men omfanget blandt mågerne er så massivt, at det nu får både Naturstyrelsen og Aarhus Universitet til at holde ekstra godt øje.
Frygten er nemlig, at sygdommen muterer og begynder at smitte mennesker.
"Der kan opstå en variant, som kan smitte fra fugl til mennesker, og så videre fra menneske til menneske. Det vil vi meget nødigt se, for så kan vi risikere at få en ny covid-19-udfordring," forklare Thomas Bregnballe, seniorforsker ved Aarhus Universitet, til TV 2 Nord.
Fødevarestyrelsen guider
Fødevarestyrelsen har undersøgt flere hundrede døde fugle, hvor hovedparten var døde af fugleinfluenza.
Styrelsen har da også lavet en sektion med svar på de mest stillede spørgsmål omkring sygdommen, så danskere har mulighed for både at lære mere om sygdommen, og ikke mindst finde ud af, hvordan de skal forholde sig til sygdommen.
Herunder får du et udpluk af de mange spørgsmål og svar.
Kan alle fugle smittes af fugleinfluenza?
Svar: Alle fuglearter kan rammes af sygdommen. Kalkuner og høns er mest følsomme og udvikler kraftige symptomer, mens svømmefugle generelt er mere modstandsdygtige og kan være bærere af sygdommen uden at udvise symptomer. Undersøgelser viser, at duer er forholdsvis modstandsdygtige over for sygdommen, selvom det dog ikke kan udelukkes, at de kan smittes med fugleinfluenza.
Kan andre dyr smittes med fugleinfluenza?
Svar: Fugleinfluenzavirus smitter normalt kun fugle og fjerkræ. Der er dog set tilfælde af, at svin kan være bærere af fugleinfluenzavirus. Desuden kan kattedyr, sæler, hvaler, mink og ildere/fritter smittes med fugleinfluenza. Det er dog kun set i ekstremt få tilfælde trods rigelig mulighed for smittekontakt. Det tyder på, at smitte fra fugle til pattedyr foregår meget sjældent.
Hvordan smitter fugleinfluenza til mennesker?
Svar: Fugleinfluenza smitter normalt ikke til mennesker. I sjældne tilfælde er der dog påvist sygdom hos mennesker, der har haft tæt kontakt til fugle. Læs mere om risikoen for smitte til mennesker på Statens Serum Instituts side Fugleinfluenza.