Vi fik ikke den hvide jul, mange danskere gik og drømte om, og selvom temperaturerne i januar har været særdeles vinterlige (i hvert fald efter danske standarder), har det også været småt med muligheder for at komme ud at kælke eller bygge snemænd.
Noget kunne imidlertid tyde på, at det ændrer sig nu. Her til morgen lå en grå dyne over Danmark, og der kunne også være lidt regn eller finregn i luften, men ud på dagen kommer der en kort overgang med lidt opklaring - og så bliver det spændende.
Ifølge DMI er der nemlig tegn på, at en front med nedbør vil ramme Danmark fra sydvest. Den kan bringe udbredt regn og slud med sig, men i Jylland vil nedbøren ud på natten gå over i både tøsne og sne.
Blandet torsdag
Torsdag morgen og formiddag vil der stadig falde regn, slud, tøsne og sne i Jylland, og Øst for Lillebælt kan regnen også go over i slud eller tøsne.
De blandede nedbørsformer sender imidlertid de meteorologiske modeller på overvarbejde, for når vi arbejder med blandede nedbørsformer, kan en ændring på bare en enkelt grad være afgørende for, om nedbøren kommer som det ene eller det andet.
Derfor tør DMI heller ikke sige, hvor store dele af landet, der kan stå op til et hvidt landskab, men et forsigtigt bud lyder på, at man flere steder i Jylland vil få mellem 1 og 5 cm snedække, måske endda lidt mere lokalt. Andre steder vil dog gå helt fri.
Øst for Lillebælt vil der ikke være store chancer for reelt snedække, men der kan nogle steder lægge sig mellem 1 og 3 cm sne eller sjap.