Resterne af eks-orkanen "Kirk" lagde turen forbi Danmark i går, og mens nogle fik solide mængder regn, måtte andre forholde sig til voldsomme vindstød.
Eks-orkanen vil stadig kunne mærkes lidt i dag, men det værste er overstået - og når man ser på vejrudsigten for weekenden, er der endda håb for, at man kan bruge lidt tid udendørs i de smukke efterårsfarver.
Fredag
Ifølge DMI byder dagen i dag på lidt eller nogen sol, men også enkelte byger. I Jylland bliver det mere spredte byger.
Temperaturerne vil ligge mellem 9 og 13 grader, og vinden bliver let til frisk, ved kysterne hård vind til kuling.
I aften og i nat får vi vekslende skydække med byger her og der, men ud på natten bliver det især i Jylland mere skyet, og der vil stedvist komme lidt regn. Temperaturerne ryger ned mellem 5 og 10 grader, lokalt lidt koldere.
Lørdag
I morgen står vi op til lidt eller nogen sol, men mod nordvest vil der til tider også komme lidt regn.
Temperaturerne vil nå op mellem 10 og 13 grader, og vinden bliver let til frist, ved kysterne stedvist hård vind.
Om aftenen og natten til søndag bliver det efterhånden skyet med regn mange steder, men ud på natten klarer det lidt op vestfra. Der vil dog stadig forekomme byger.
Temperaturerne ryger ned mellem 7 og 12 grader.
Søndag
Ugen slutter af med nogen sol og spredte byger, men i den østlige del af landet bliver det først skyet med regn.
Temperaturerne når op mellem 9 og 13 grader, og vinden bliver jævn til hård, ved kysterne stedvist kuling.
Om aftenen vil der komme enkelte byger, men ellers bliver det til dels klart vejr. Natten til mandag bliver mere skyet, men til gengæld tør.
Temperaturerne ryer ned mellem 5 og 10 grader, lokalt lidt koldere, og vinden aftager.