De fleste danskere elsker en god handel, og der er sandsynligvis god mulighed for at gøre sig netop det søndag d. 27. august.
Her holder IKEA i Aarhus nemlig loppemarked på parkeringspladsen foran varehuset. Det skriver mediet Migogaarhus.dk.
For at kunne booke en stand, skal man være medlem af IKEA Family (gratis), og så koster det 150 kroner at få en stand på 2,5 x 5 meter, hvor der stort set ikke er nogen grænser for, hvad man må sætte op og lave af løjer for at gøre opmærksom på de genstande, man har til salg.
Overskud går til børneorganisation
Pengene for leje af en stand går imidlertid ikke til IKEAs årsregnskab. Konceptet bag loppemarkedet er nemlig, at hele overskuddet går til Børnenes Kontor, som er en humanitær organisation, der arbejder for at hjælpe børn til et værdigt liv fyldt med glæde.
Derudover ønsker IKEA med initiativet også at gøre noget godt for miljøet ved at fremme genbrug og genanvendelse. Det er nemlig med til at forlænge levetiden for brugte genstande, og på den måde bliver der ikke sluppet mere CO2 ud til produktion af nye varer.
IKEA understreger, at der ikke er nogen grænser for, hvad og hvor meget, man må sælge på dagen, men man skal altså være opmærksom på, at man "kun" har 12,5 m2 at gøre godt med på sin stand.