Hvis du trådte ud af din hoveddør her til morgen og syntes, det virkede endnu koldere end i går, så er du ikke helt galt på den.
Vi havde nemlig en ekstraordinært kold nat i Danmark, særligt lokalt omkring visse byer.
I Horsens har man således i løbet af det sidste døgn haft en middeltemperatur på isnende 9,3 graders frost. Siden kl. 17 har temperaturen ifølge TV 2 været under -10 grader.
Men hvis det ikke er koldt nok til dig, kan du overveje at tage turen forbi Roskilde. Natten til onsdag blev der nemlig målt helt ned til 15 graders frost - den laveste temperaturmåling i november siden 1993, altså i 30 år.
Der er dog et stykke vej ned til den ultimative novemberrekord, der blev sat tilbage i 1973. Her blev der målt vanvittige 21,3 graders frost.
Mere sne på vej
Flere steder i landet er man også stået op til et flot, hvidt dække over landskabet, og faktisk er det ikke slut med snevejret.
Et østgående lavtryk ligger her onsdag morgen over den nordvestlige del af Tyskland, og en tilhørende frontzone vil i dag give skyer og en overgang sne til den sydøstlige del af Danmark. Ifølge DMI ventes der at komme mellem 1 og 5 cm nysne.
Men det er ikke det eneste snevejr, der kan berøre dele af Danmark i dag. Et område med sne og snebyger vil nemlig i dagens løb bevæge sig ned over Nord- og Nordvestjylland fra nordøst. De typiske mængder nysne ventes også her at komme op mellem 1 og 5 cm, men lokalt måske mere.
I resten af landet vil der i dag kun komme lokale snebyger. Snebygerne bliver dannet over det ”varme” havvand, der er størst mulighed for at få dem i området fra Nordvestsjælland og videre mod øst og sydøst til Østjylland og Nordfyn. Årsagen til dette er at vindretningen primært er nordøstlig.
I aften og i nat ventes der perioder med sne eller snebyger flere steder i landet, og denne vejrtype fortsætter hele torsdagsdøgnet. Derfor er der gode muligheder for at julemåneden indledes med et snedække til det meste af landet.
Vejdirektoratet med advarsel
I forbindelse med de glatte veje her fra morgenstunden har Vejdirektoratet været ude med en advarsel til bilister.
Godt nok har både saltspredere og sneplove været i gang, siden hanen ikke engang overvejede at gale, men der er altså stadig udfordringer derude.
Læg dertil så, at vi får endnu en rigtig kold dag, og risikoen for glatte veje både i eftermiddag, aften og i morgen tidlig må siges at være ret overhængende.
Så opfordringen lyder, at man skal køre afsted i god tid og køre mere forsigtigt, end man plejer, så man ikke risikerer at komme galt afsted.
Uanset hvad kan det være en god idé at pakke bilen til et eventuelt havari, for uheldet kan jo være ude. I den forbindelse vil vi anbefale at have disse 7 ting med dig, hvis du skal ud at køre.