Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Kæmpe bøde til Danmarks største svinekødsproducent for dyremishandling

Generelle nyheder

29/08/2024 10:15

Maria K.

Sagen handler om mishandling af 13 grise

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Vestre Landsret har netop stadfæstet Kolding Byrets dom over svinekødsproducenten Martin Lund Madsen fra Ny Endrupholm A/S. Han var anklaget for at mishandle 13 grise med et slagredskab.

Byretten i Kolding havde givet ham en bøde på 250.000 kr., som han klagede over til Vestre Landsret i Viborg og håbede på at blive frikendt. Men landsretten fulgte anklagerens anbefaling om at gøre straffen hårdere og hævede bøden til 350.000 kr. Dyrenes Beskyttelse finder dommen for blød og kræver fængsel.

Det skriver Gylle.dk i en pressemeddelelse.

Mishandlingen fandt sted den 7. januar 2019, hvor 13 svin ifølge dommen blev behandlet  groft uforsvarligt af en uidentificeret landbrugsmedhjælper, idet ”denne under drivning af grisene i forbindelse med pålæsning på et transportkøretøj tildelte de 13 grise adskillige slag hen over ryggen med en genstand , hvilket medførte blødningerne i grisenes hud, over- og underhud, fedtvæv, og til dels underliggende muskulatur, hvorved grisene blev udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, ligesom de ikke blev behandlet omsorgsfuldt, herunder passet under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.”

Eller sagt med mere almindelige ord: de 13 svin var blevet gennemtærsket med et redskab for at få dem til at gå op i en transportvogn.

Mishandlingen efterlod slagmærker, der var sammenlignelige med bagsiden af en tatovørhammer ifølge den tilsynsførende dyrlæge. Slagene var så mange og så voldsomme, at de fremtrådte som læsioner på svinekroppene efter slagtningen, hvorfor den tilsynsførende dyrlæge anmeldte sagen.

Blødninger i hud, fedtvæv og muskler

Et uddrag af dyrlægens anmeldelse dokumenterer den omfattende mishandling. Her er de tre første beskrivelser fra anmeldelsen.

Slagtekrop nr. 1: Slagtesvin, skinketatoveret leverandørnummer 77374. Slagtekroppen havde talrige slagmærker på ryggen, jf. bilag 2 foto nr. 1. Slagmærkerne var alle af ens længde og udformning. Der sås blødning i over- og underhud, fedtvæv og underliggende muskulatur. Det vurderes, at der kan være slået med bagsiden af en tatoveringshammer.

Slagtekrop nr. 2: Slagtesvin, skinketatoveret leverandørnummer 77374. Slagtekroppen havde talrige slagmærker på ryggen, jf. bilag 2 foto nr. 2. Slagmærkerne var alle af ens længde og udformning. Der sås blødning i over- og underhud, fedtvæv og underliggende muskulatur. Det vurderes, at der kan være slået med bagsiden af en tatoveringshammer.

Slagtekrop nr. 5: Slagtesvin, skinketatoveret leverandørnummer 77374. Slagtekroppen havde talrige slagmærker på ryggen, jf. bilag 2 foto nr. 1. Slagmærkerne var alle af ens længde og udformning. Der sås blødning i over- og underhud, fedtvæv og underliggende muskulatur. Det vurderes, at der kan være slået med bagsiden af en tatoveringshammer.

Krævede frifindelse

Den ansvarlige ejer af svinekødsfabrikken afviste anklagen og hævdede, at slagmærkerne måtte være påført efter transporten, og krævede derfor frifindelse. Den forklaring afviste både dyrlægen og senere byretten. Med henvisning til mishandlingens grove karakter og mange tidligere bødeforlæg til Ny Endrupholm A/S afsagde byretten sin kendelse den 1. december 2022 og idømte Martin Lund Madsen som den ansvarlige ejer en bøde på 250.000 kr.

Dommen blev anket af Martin Lund Madsen til landsretten med krav om frifindelse eller i det mindste en nedsættelse af bødens størrelse. Derimod krævede anklagemyndigheden en skærpelse, som Vestre Landsret valgte at følge. Den 21. august 2024 stadfæstede Vestre Landsret dommen men med den ændring, at bødestraffen blev forhøjet til 350.000 kr. Desuden skal den tiltalte, Ny Endrupholm A/S, betale sagens omkostninger for landsretten.

Dyrenes Beskyttelse kræver fængsel

Hos Dyrenes Beskyttelse har dyreværnschef, dyrlæge Yvonne Johansen, denne kommentar til dommen:

”Det er rystende og dybt bekymrende, at der ikke er tale om enten fængsel eller rettighedsfrakendelse i denne sag. Der er tale om 8. gangs overtrædelse af dyrevelfærdsloven, og det er et erhverv, som burde være uddannet og være professionelle. Samtidig viser det, at det er en stor udfordring, at selskaber som A/S tilsyneladende ikke kan rettighedsfrakendes – det er et hul i lovgivningen, som bør lukkes.”

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.