Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Massive oversvømmelser: DMI "ærgerlige" over bestemt forudsigelse

Generelle nyheder

05/01/2024 12:42

J. Bøgen

Faktisk blev der sat endnu en vejrrekord i onsdags.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Næppe er 2024 skudt ind, før Danmark 3. januar ved midnat kunne registrere endnu en nedbørrekord, denne gang for højeste døgnnedbørsum målt på en station i Danmark.

Nedbørrekorden skyldes et større område med kraftig regn, der faldt over den sydlige del af Danmark. Modsat oplevede man samtidig i større dele af Jylland en hylende snestorm, som skabte meget store trafikale problemer.

Ikke nok med det. I de kommende dage ventes hård frost, så snedynerne kan ligge som en forsinket vandbombe til den dag, frøken Tø igen melder sin ankomst.

Den 138 år gamle rekord fra 1886 på 50,0 mm blev slået med 9,0 mm. Den nye rekord hedder derfor 59,0 mm.

Hele ni stationer på Fyn, Lolland-Falster og Møn målte døgnsummer over 50 mm nedbør.

"Vejret overraskede dog lidt i de sidste nattetimer, fordi synderen – et lavtryk på vej syd om Danmark – i stedet for at fortsætte sin kurs bremsede op. Vi havde forventet, at rekorden ville ramme ved Nykøbing Falster, men så boblede Svendborg ind på førstepladsen," siger Mikael Scharling, der som klimatolog bogfører det danske vejr.

Danmark klædt i hvidt

Torsdag 4. januar kunne østjyderne registrere en anden højdespringer, idet snedybden blev målt til 50 cm nord for Randers – den højeste snedybde målt i en januar måned siden 2011.

Og dagen lang udsendte medierne historier om indespærrede bilister, bæltekøretøjer til undsætning, aflyste trafikforbindelser og advarsler om overhovedet at bevæge sig ud i trafikken.

Torsdag lå der i store dele af Jylland og på Midt- og Nordsjælland sne. Især i Østjylland er der faldet en del sne, flere steder 20-30 cm og lokalt mere. Og torsdag formiddag gav blæsten mange steder snefygning, der gjorde trafikken noget uforudsigelig.

Derfor stod lavtrykket næsten stille

Snestormen og de rekordstore mængder regn for et januar-døgn skyldtes et lavtryk, der bevægede sig fra sydvest mod nordøst – og senere mod øst.

Nord for det frontsystem, der gav anledning til al nedbøren – både som sne og regn – er luften meget kold. I takt med, at frontsystemet bevægede sig mod den koldere luft, faldt nedbøren som sne nord for fronten, og som regn syd for.

Grænsen var meget skarp, så man kunne opleve, at nedbøren skiftede fra sne til regn i løbet af få kilometer. Hvor snestormen rasede var det den værste i adskillige år.

"Det temperaturdelte lavtryk bevægede sig langsomt mod øst, så fronterne, der slyngede sig rundt om lavtrykket på dets nordøstlige og nordlige side, befandt sig over Danmark i over et døgn. Der kunne virkelig nå at falde meget nedbør," siger meteorolog i vejrforskningsafdelingen Sebastian Pelt.

Højere havvandstand end varslet

Der faldt meget regn på grund af det stillestående lavtryk.

2023 skrev sig ikke alene for en nedbørrekord, året sluttede også med regn i stride mængder. Landområder og åer i Sydsjælland var således allerede mere end mættet med vand, da østenvinden 3. januar pressede havet ind mod kysterne.

DMI varslede de kommunale beredskaber i det samarbejde, der altid spiller bag kulissen, men borgerne blev ikke direkte advaret via DMI’s tjenester, dmi.dk og app.

DMI er i gang med at udrede, hvorfor det ikke skete, og fejlen skyldes formentlig prognosernes placering af lavtrykket og dets tilhørende front – og dermed også, hvor den kraftige østenvind ville ramme hårdest.

"Vi tror, vinden har presset mere vand ind i Køge Bugt, end vi har fanget i vores prognoser. Selvom vi fik varskoet beredskabet, ramte vi skævt i forudsigelsen af de forhøjede vandstande, og det er vi ærgerlige over, så vi gransker i øjeblikket hændelsen, så vi kan gøre det bedre næste gang," siger kommunikationschef Michael Skelbæk.

Køge Bugt og Lillebælt var hårdt ramt. I Køge Havn steg vandet til 1,42 meter. Prognosen sagde 1,20 meter over dagligt niveau.

Højest målte vandstand i Lillebælt var i Haderslev, nemlig 1,33 meter.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.