Der er råd til velfærden – også i fremtiden. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
Det gentages ofte i den offentlige debat, at der er et stigende gab mellem befolkningens forventninger og den service, det offentlige kan levere.
Men analysen fra AE peger på, at den nuværende velfærdsmodel ikke er økonomisk uholdbar på trods af voksende forventninger.
”I debatten mener flere, at Finansministeriets er for optimistiske, når ministeriet regner sig frem til, at de offentlige finanser er holdbare på lang sigt. Bekymringen går på, at borgerne forventer, at det offentlige forbrug stiger i samme takt som privatforbruget. Men vores analyse viser, at det er en ubegrundet bekymring,” siger Gustav Elias Dahl, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Analysen viser, at det offentlige forbrug har fulgt Finansministeriets regneprincipper de seneste 40 år tæt. Og privatforbruget er steget langt mere i samme periode.
”Man må som udgangspunkt forvente, at den tendens fortsætter,” siger Gustav Elias Dahl.
Bekymringen relaterer sig til den såkaldte Baumol-effekt opkaldt efter den amerikanske økonom William Baumol. Effekten tilsiger at serviceydelser – herunder offentlige serviceydelser – over tid bliver dyrere i forhold til varer, der er produceret i den private sektor. Derfor er der ikke råd til, at det offentlige forbrug kan stige i samme takt som privatforbruget. Men analysen viser, at det private og offentlige forbrug heller ikke har fulgt hinanden historisk.
Finansministeriet indregner allerede borgernes stigende forventninger: Der er råd
Selvom privatforbruget vokser hurtigere end det offentlige forbrug, er det ikke ensbetydende med, at befolkningens stigende forventninger ikke er indregnet i Finansministeriets fremskrivninger. For at opretholde et tidssvarende serviceniveau i den offentlige velfærd, skal det offentlige forbrug ikke blot følge den demografiske udvikling i befolkningen, men også følge velstandsudviklingen i samfundet generelt.
”Det udgiftsbehov, som Finansministeriet regner med, tager både højde for demografiske ændringer og den stigende velstand i samfundet i øvrigt,” siger Gustav Elias Dahl.
Det sikrer dels, at man kan fastholde det samme antal medarbejdere per velfærdsbruger, selvom Baumol-effekten øger lønomkostningerne, og dels, at indkøbet af varer, tjenester og teknologi i den offentlige sektor kan følge med tiden.
”Når der for eksempel udvikles nye behandlingsmetoder, stiller det højere krav til den offentlige service, fordi borgerne vil forvente, at det offentlige sundhedsvæsen kan levere en moderne behandling. Men det har vi heldigvis også råd til,” siger Gustav Elias Dahl.
”Vores analyse viser, at befolkningens stigende forventninger allerede er indregnet i Finansministeriets fremskrivninger, og at det vil være et markant brud med den historiske tendens, hvis forventningerne fremover skulle stige mere end det,” siger Gustav Elias Dahl.
Det er ikke overraskende, hvis borgerne har oplevet dårligere service
Mens der er råd til fremtidens velfærd, selvom borgerne forventer mere af den offentlige service, viser analysen også, at de offentlige udgifter siden 2010 ikke har fulgt det neutrale udgiftsbehov, som Finansministeriet opgør det.
”Det er et rent politisk spørgsmål, hvor meget det offentlige forbrug skal fylde i den samlede samfundsøkonomi, men det er ikke overraskende, hvis danskerne føler, at velfærden er forringet de seneste år. De offentlige udgifter har ikke fulgt med udgiftsbehovet siden 2010,” siger Gustav Elias Dahl.
Analysens hovedkonklusioner
Det offentlige forbrug har de seneste 40 år ligget tæt op ad Finansministeriets fremskrivningsprincipper, mens realvæksten i det offentlige har været betydeligt lavere end realvæksten i privatforbruget. Konkret har forbrugsvæksten per bruger siden 1982 været 1,2 procent lavere end Finansministeriets fremskrivningsprincipper og 28,2 procent lavere end realvæksten i privatforbrug per indbygger.
Dansk økonomi er overholdbar, hvis det offentlige forbrug fortsætter med at følge Finansministeriets fremskrivningsprincipper, som det overordnet har været tilfældet de sidste fire årtier.
Selvom det offentlige forbrug overordnet set har fulgt FM’s fremskrivninger, har der været væsentlige udsving undervejs. Særligt siden 2010 har væksten været lavere end udgiftsbehovet. Derfor er det ikke unaturligt, hvis borgerne har oplevet en faldende kvalitet de seneste år. I brugertilfredshedsundersøgelser er der dog fortsat stor tilfredshed blandt borgerne på tværs af velfærdsområder.
Der er ikke sket en stigning i private sundhedsforsikringers bidrag til finansieringen af sundhedsvæsenet, selvom flere danskere er blevet dækket af en sundhedsforsikring siden 2010.
