Vi danskere kan godt lide både lærker og bønder. Flere opinionsundersøgelser har vist, at den danske befolkning værdsætter landbrugslandet med de dyrkede marker. Imidlertid er både lærker og bønder hastigt på vej ud af landbrugslandet
”Lærker er, hvor der er bønder,” skrev Jeppe Aakjær i sangen ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst” fra 1906.
Da Aakjær skrev om lærkerne og bønderne, var der omkring 150.000 selvstændige landbrug i Danmark. En stor del af dem havde karle og piger ansat. Så sent som i 1946 var over en halv million danskere beskæftiget ved landbruget. Der var masser af bønder – og masser af lærker.
Siden er det gået stærkt tilbage med begge dele. I dag er der 7.500 heltidslandbrug foruden deltids og hobbylandbrug. Der er højest 63.000 beskæftiget ved landbruget, og op mod halvdelen af dem kommer rejsende hertil fra udlandet. Samtidig er antallet af lærker faldet til omkring en fjerdedel af antallet i min ungdom i 1970’erne.
I takt med at både bønderne og lærkerne forsvinder, stiger imidlertid landbrugsproduktionen. Bestanden af malkekøer er halveret siden 1970’erne, men produktionen af mælk er steget til mere end det dobbelte pr. malkeko. Rigtige bønder ville ikke have samvittighed til at presse de tilbageværende køer til en så unaturlig stor mælkeproduktion. Den slags kræver industrifolk, og de ledsages tilsyneladende ikke af lærker.
Jeg er født og opvokset på en gård i Vestjylland og har kørt mere svinemøg ud på trillebør end nogen moderne svinefabrikant bryder sig om at tænke på. Dengang kvækkede frøerne i mosen og bekkasinerne brummede under aftenhimlen. Kirkeuglen sad i hegnet og skræppede op. Om aftenen hørte man ofte agerhønsene kalde på hinanden. Siden er bestanden af agerhøns faldet til mindre end en tiendedel af, hvad den var den gang, og kirkeuglen er forsvundet.
Jo, vi danskere holder af landbruget, og danske familier valfarter i tusindvis til de åbne gårde hvert forår for at opleve, hvordan de økologiske køer og 25 % af de konventionelle køer boltrer sig, når de efter en lang vinter kommer udenfor stalden. Hovedparten af de danske køer kommer imidlertid aldrig uden for en dør. Det tager for lang tid og for meget energi at skulle bevæge sig ud på marken – og enhver industrileder ved, at tid er penge. Dem er der ikke mange af i landbruget – penge altså.
Erhvervets betydning for den danske økonomi er gået samme vej som bønderne og lærkerne. Før 1950 bidrog landbruget med 20 % af landets samlede BNP. I dag ligger bidraget på 2-3 %.
Til gengæld markerer det moderne industrilandbrug sig på mange andre områder. Alt for mange af de danske fjorde er så påvirket af gødningsrester fra landbruget, at livet i dem reelt er forsvundet. Stadig flere drikkevandsboringer må lukke på grund af rester af sprøjtegift.
Landbruget tegner sig for knap en tredjedel af den samlede danske udledning af klimagasser - og så er der det med lærkerne. Lærkeunger lever ligesom alle andre fugleunger kun af animalsk føde de første uger af deres liv. Pattedyrunger får proteinrigt mælk fra deres mødre, men fugleunger skal have larver og insekter udefra. Den slags er der imidlertid ikke mange af i en moderne industrimark. Giftstoffer har fjernet både insekterne og de vilde planter, hvis frø skulle have været fugleungernes føde senere i livet.
Stort set alle de fugle, der plejer at leve på markerne, har oplevet samme voldsomme fald i antal som lærker og agerhøns. Harerne er ligeledes svundet til en tiendedel af, hvad man kunne se i min barndom. Hjortevildt og gæs er steget i antal. De lukrerer på de grønne marker, som blev påbudt i vandmiljøplanen fra 1987. Det viser, at vi altså kan hjælpe den vilde fauna, hvis vi gør det rigtige. Det, vi gør nu, er ikke det rigtige for hverken lærker eller bønder.
Ganske vist er vi danskere glade for at bo i et landbrugsland, men mit gæt er, at det er drømmebilledet af køer, der går og græsser, og lærker der synger over marken, vi tænker på, når vi lovpriser landbruget. Det kunne være interessant at spørge os, om vi også er glade for de døde fjorde, de forurenede drikkevandsboringer og de 25 % af smågrisene, der omkommer, fordi industrilandbruget har presset søerne for hårdt.
En række grønne organisationer har i rapporten ”Fra foder til føde II” vist, hvordan vi kan genskabe et landbrug, som vi reelt har grund til at være stolte af. Et landbrug, hvor der igen bliver plads til både lærker og bønder, der behandler landbrugslandet godt. Klimarådet har netop udgivet en rapport, som viser, hvordan vi kan nå de samme mål.
Det eneste vi mangler er en handlekraftig regering, der tør sætte processen i gang.
