Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Opgraderer varsel: Danmark kan blive ramt af fuld storm

Generelle nyheder

22/02/2024 10:07

J. Bøgen

Der kan komme vindstød af orkanstyrke, så man kan godt begynde at indstille sig på lukkede broer og aflyste færger.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et lavtryk skal en tur vest om Danmark i løbet af torsdag og fredag, og det betyder, at vi skal forberede os på en særdeles blæsende og våd fredag.

Faktisk har TV 2 Vejret nu opgraderet varslet og advarer nu om, at Danmark kan blive ramt af fuld storm fra torsdag aften og frem til fredag middag.

Men en ting er middelvinden. Vi risikerer nemlig også at blive ramt af vindstød af orkanstyrke.

Varslet fra TV 2 Vejret handler om stærk storm i stort set hele landet, og det er særligt ved den jyske vestkyst, man kan risikere at blive ramt af orkanvindstød.

Varsel delt i to

Stormvarslet gælder den sydlige halvdel af landet fra midnat natten til fredag og frem til kl. 9 mandag morgen (Bornholm er ikke omfattet af varslet).

Fra kl. 9 fredag morgen og frem til kl. 12 fredag, er det den nordlige halvdel af landet, der skal forberede sig på voldsomt vejr.

Hvis vinden når op på stormstyrke, kan det betyde, at Storebæltsbroen bliver helt lukket for al trafik. Vinden skal være over 25 meter i sekundet for at blive kategoriseret som storm, men allerede ved vind på over 10 meter i sekundet, bliver Storebæltsbroen ramt af restriktioner, særligt for biler med påhængskøretøjer.

Man skal desuden også være opmærksom på, at vindstød af stærk storm kan føre til væltede træer, hvilket kan lamme togtrafikken, hvis et træ vælter ned over skinnerne.

Endelig vil der også være risiko for flyvende teglsten, havemøbler, trampoliner og lignende, når vi bliver ramt af vindstød af stærk storm, så overvej at holde dig indendørs, når det område, du bor i, bliver ramt.

Risiko for nye oversvømmelser

En ting er vinden, som i sig selv er udfordring nok, men vi slipper heller ikke for massive mængder regn.

Ifølge TV 2 Vejret begynder regnen at falde allerede fra kl. 18 i aften, og frem til kl. 18 fredag kan der falde op til 20 millimeter samlet. Det ser ud til, at det er jyderne, der bliver hårdest ramt.

Det betyder, der er risiko for nye oversvømmelser, da jorden er mættet, og søer og vandløb er fyldt. Det kan også resultere i oversvømmede veje, så hold dig opdateret på trafikinfo.dk, hvis du skal ud at køre.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.