Natten til søndag skal vi sætte urene en time tilbage, når vi går over til vintertid.
Der er desuden også mindre end to måneder til juleaften, men det ville være synd at sige, at vejret ligefrem bærer præg af det.
Temperaturerne er stadig i de tocifrede plusgrader, nattefrosten er udeblevet, og sne er der ikke antydning af.
Men bliver det så vejr til at nyde naturens efterårsfarver i weekenden?
Fredag
Ifølge DMI får vi i dag først på dagen nogen sol mange steder, men ellers bliver det en grå dag med dis eller tåge rundt omkring.
Ud på eftermiddagen kan der desuden komme regn og byger. Temperaturerne når op mellem 10 og 15 grader.
I aften og i nat bliver det mest skyet og diset med stedvis tåge, og der kan også komme lidt regn i perioder. Temperaturerne når ned mellem 7 og 12 grader.
Lørdag
I morgen står vi op til gråvejr de fleste steder, og først på dagen kan der også være stedvis tåge og lidt finregn hist og her.
Ud på dagen kan vi dog glæde os til lidt eller nogen sol og temperaturer mellem 10 og 15 grader.
Lørdag aften og natten til søndag kommer der i den sydlige og østlige del af landet perioder med klart vejr, men ellers bliver det skyet, dog fortsat mest tørt.
Sidst på natten kan der komme lidt regn i den vestligste del af Jylland. Temperaturerne når ned mellem 8 og 13 grader.
Søndag
Ugen slutter af med stedvis lidt eller nogen sol først på dagen, særligt mod øst, men ellers bliver det skyet og en overgang også regnende.
Sidst på eftermiddagen klarer det dog op fra vest, selvom der stadig kan være byger, og i løbet af søndag aften og natten til mandag breder opklaringen sig mod øst.
Dagtemperaturerne når op mellem 10 og 15 grader, og om natten bliver det mellem 5 og 10 grader.