Foto: Sikkerhedsstyrelsen
Foto: Sikkerhedsstyrelsen

Styrelser i opråb: Tænk dig om!

Generelle nyheder

14/11/2024 09:23

J. Bøgen

Hver anden dansker har vaner, der i flere tilfælde er uhensigtsmæssige, når det kommer til sikkerheden omkring opladning af batterier og elektronik. Derfor går Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen nu ud med en fælles opfordring.

Halvdelen af danskerne har ikke altid fornuften med, når de sætter deres elektroniske apparater til opladning.

Det viser en ny undersøgelse og derfor er Sikkerhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen nu gået sammen om en kampagne, der sætter fokus på gode råd i forhold til opladning og håndtering af batterier og elektronik i hjemmet.

Formålet er at mindske risikoen for brande forårsaget af batterier eller uhensigtsmæssig opladning.

Farlige opladere

Undersøgelsen, som er foretaget blandt 1104 danskere viser nemlig, at halvdelen af de adspurgte har en eller flere uoriginale opladere i hjemmet og hvis en oplader skulle være beskadiget, så kunne 47 % af danskerne stadig finde på at tage opladeren i brug.

"Det kan være fristende at købe et uoriginalt produkt, der ofte er billigere eller fortsætte med at bruge sin oplader, på trods af at den er flosset eller på anden måde beskadiget, men det er altså i sidste ende sikkerheden, man gambler med, hvis man gør det," fastslår Lars Søllingvraa Niemann, teamleder hos Sikkerhedsstyrelsen.

Plads til forbedring hos danskernes vaner

Og det er ikke kun omkring de uoriginale og beskadigede opladere, hvor sikkerheden bliver tilsidesat – det samme gør sig gældende, når man ser nærmere på danskernes vaner omkring opladning af batterier og elektronik. Over halvdelen af de adspurgte har opladt en genopladelig genstand på en seng eller lignende, og selv om 61 % af danskerne typisk oplader om natten, så tænker 49% slet ikke over, om de oplader nær en røgalarm.

"Grunden til, at vi gerne vil ud med det her budskab er, at vi kan se, at der internationalt og herhjemme kommer flere og flere brande i forbindelse med opladning. Alene sidste år kørte det danske brandvæsen ud til 131 brande i genopladelige genstande, hvoraf over hver tredje var opstået i forbindelse med opladning," fortæller Mads Dalgaard, forebyggelsesekspert hos Beredskabsstyrelsen.

På baggrund af undersøgelsen er Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen nu gået sammen om en kampagne, der skal udbrede kendskabet til de seks batteriråd.

De seks batteriråd

  • Brug kun ubeskadigede, originale, genopladelige batterier.

  • Brug altid opladere, der er beregnet til netop dit produkt – og kontroller, at ledning og stik ikke har synlige skader.

  • Oplad dine batterier/produkter, så du kan handle, hvis der opstår varme, røg, dampe eller mislyde fra oplader eller batteri.

  • Hav mindst én fungerende røgalarm i det rum, som du oplader i.

  • Oplad ikke i nærheden af brandbart materiale, og dæk aldrig oplader eller batteri til - de kan blive overophedet.

  • Oplad ikke på steder, hvor en evt. brand kan spærre for flugtveje som døre eller trapper.

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.