Hvis du har været i Aarhus i i løbet af de senere år, har du nok også oplevet den nye bydel, Aarhus Ø.
En kunstig halvø bygget ud i bugten, hvor der bliver bygget boliger og erhverv i ét væk.
Men en bygning skiller sig alligevel ud fra mængden. Faktisk tårner det simpelthen op over alt andet på Aarhus Ø med sine 142 meter.
Lighthouse, som bygningen hedder, er nemlig Danmarks højeste boligbyggeri med 400 lejligheder fordelt på 45 etager. Der er også en skybar, en café og et bugtcenter.
Og nåh ja: Så er det forresten verdens smukkeste højhus af sin art.
Vinder af sin klasse
I forbindelse med en prisuddeling i Singapore tidligere denne uge fik Aarhus-højhuset nemlig tildelt den fornemme titel som verdens smukkeste højhus i højden 100 til 199 meter.
Og det er da også et særdeles glad arkitektfirma, 3XN, der har delt den fornemme titel i et facebookopslag:
WUHUUU VI VANDT!!!
Vi er umådeligt stolte over at kunne fortælle, at Lighthouse sammen med 3XN har modtaget prisen for det smukkeste højhus i verden i størrelsen 100-199 meter i 2023 ved CTBUH’s Awards i Singapore
Lighthouse fik meget kritik i startfasen, men forvandlingsprocessen kan man sammenligne med H.C. Andersens eventyrfortælling om den grimme ælling, der blev til en smuk svane
Visionen har været, at Lighthouse skulle blive et vartegn for Aarhus - et samlingspunkt for byliv, kulturliv og ø-liv. Allerede fra begyndelsen har der været fokus på mangfoldighed og fællesskab for beboerne - men også for offentligheden. Og dét er vi lykkedes med – og i dag blevet anerkendt for!
Nu står Lighthouse som et fyrtårn for Aarhus og er blevet et hjem for mange.
TAK til alle, der har været med til at gøre projektet til en realitet - sammen har vi skabt et projekt i verdensklasse
Dommerne bedømte blandt andet valget af Ligthouse med bygningens arkitektoniske udtryk, brugen af aluminium i stedet for stål, og at øverste etage bliver tilgængelig for offentligheden.