I en kronik i Politiken den 3. april 2018 argumenterer journalist og forfatter Kirsten Holm-Petersen for – med afsæt i sin bog ’Dean – anbringelser, systemer og en ganske særlig familie’ – at kommunerne skal have mulighed for at udtale sig i de alvorlige enkeltsager på det sociale område. Fordi hun mener, at alt andet undergraver tilliden til myndighederne. Spørgsmålet, hun stiller i kronikken, er, om juraen giver kommunerne mulighed for at være langt mere offensive, end de er i dag, i disse sager? Og hvis ikke, burde nogen så sørge for, at kommunerne fik en bedre lovfæstet ret til det.
Mere nuanceret billede
Selv har Kirsten Holm-Petersen i sit arbejde med bogen oplevet, at en del fagfolk ikke har ønsket at medvirke, selvom de formelt set havde fået lov – både af forvaltningen og af den, som havde forældremyndigheden over Dean.
Men det er som om, skriver Kirsten Holm-Petersen, at der hos mange socialfaglige findes en kultur, hvor journalister pr. definition er af det onde, og hvor det er helt okay at ”holde lugen ind til det socialfaglige maskinrum totalt og hermetisk lukket for medierne og dermed også den brede offentlighed.”
Juraen på området, pointerer hun, er dog ret klar: Offentligt ansatte har som udgangspunkt tavshedspligt og må ikke, jf. straffelovens § 152, formidle personfølsomme oplysninger til journalister eller andre personer. Men der er faktisk en vigtig undtagelse – nemlig § 152 e nr. 2, hvor der eksplicit står, at tavshedspligten ikke gælder, når den offentligt ansatte ”handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.”
Slæk tøjlerne en smule
Det interessante er, erfarer Kirsten Holm-Petersen, at den villighed til at udtale sig, der trods alt præger hendes bog om Dean, gør fortællingen om det liv, Dean fik qua det offentlige system, langt mindre sort-hvidt, end det ville have været, hvis ingen fagfolk havde udtalt sig. Fordi kommunen lukkede delvist op, har vi som samfund muligheden for at spørge os selv på en langt mere kvalificeret måde, om vores system gjorde det godt nok for Dean – alt taget i betragtning, fremhæver hun og opfordrer derfor både kommuner og politikere til at tage det ansvar alvorligt og løsne de juridiske og kulturelle bånd.
Artiklen har været bragt i fagbladet Socialrådgiveren 7/18
