Efter søndagens landsindsamling den 23. marts kan Børns Vilkår nu præsentere et historisk resultat: 16,5 millioner kroner blev samlet ind — det højeste beløb nogensinde for organisationen.
"Vi er taknemmelige over, at så mange indsamlere valgte at gå på gaden, ligesom vi er taknemmelige over den store tilslutning, de mødte ude på dørtrinnene," siger direktør Rasmus Kjeldahl i en pressemeddelelse.
Det indsamlede beløb skal bruges til at drifte og udvikle BørneTelefonen og det digitale rådgivningstilbud HØRT.
Begge tilbud giver børn og unge mulighed for at søge anonym hjælp og støtte, når livet gør ondt.
"Den støtte og indsats er med til at gøre en mærkbar forskel for børn og unge i Danmark," tilføjer Kjeldahl.
Blandt de 18.700 frivillige indsamlere var Jeppe Degn fra Aarhus.
Han valgte at engagere sig, fordi han selv havde haft en svær barndom, efter hans forældre blev skilt.
"Jeg syntes, at lige meget hvor jeg var, så var der dårlig stemning. Så det var rigtig svært at være en knægt på 12-13 år og skulle navigere i det," sagde han til TV2 Østjylland.
I dag er han klar over, hvor vigtigt det kunne have været at kende til Børns Vilkår dengang.
"I 2011 overvejede jeg, hvorvidt man overhovedet skulle være her. Så der kunne det have været rigtig rart at vide, at der var nogen, man kunne ringe til."
Det er ikke kun donationerne, men også den store frivillige opbakning og indsatsen i hele landet, der har sikret rekorden. De velkendte hvide plastbøtter fra Børns Vilkår var synlige overalt — og danskerne tog godt imod dem.